Et land, hvis befolkning taber sin identitet, er ikke et
land; men et tilfældigt sammenrend. Det er en af de væsentlige årsager til de
uløselige problemer i Afrika. Næsten alle stater på dette kontinent er
tilfældige resultater af europæisk kolonialisering i 17- og 1800-tallet, og de
har ingen indre sammenhæng. De afrikanske grænser går på kryds og tværs af
stammerne (læs: folkeslagene), hvilket er en af hovedårsagerne til den indre
politiske uro stort set alle stater slås med og som ofte bryder ud i
borgerkrige eller borgerkrigsagtige tilstande med massiv undertrykkelse af
mindretal, korruption og nepotisme. Ikke engang en 10-dobling af verdens u-landsbistand
ville hjælpe på det. Den samme problemstilling – befolkningssammensætningen - kunne følges i opløsningen af et af de rigeste Middelhavslande i 50´erne og 60érne,
nemlig Libanon, hvor borgerkrigen primært skyldtes en stor muslimsk
indvandring. At stater med forskellige folkeslag ikke kan bestå som demokratier kunne man få et ubehageligt bevis for
på Balkan, da diktaturet i Jugoslavien blev afløst af demokrati. Også i det
hedengangne sovjetimperium førte diktaturets tvangsblanding af interesser, folk
og kulturer til opstande og borgerkrig, da imperiet gik under.
Et par stykker – heriblandt dem, der
kalder sig liberale – vil måske nok indrømme, at det ovennævnte kan være sandt nok;
men de vil så til gengæld hævde, at USA og Canada er eksempler på, at demokratiske
stater med blandede befolkninger godt kan eksistere i fred og fordragelighed. Det
er ikke usandt; men der er dog et par væsentlige forhold, som man i netop de to
tilfælde må tage til efterretning. De er begge grundlagt som indvandrerstater,
der (stort set) udryddede den oprindelige befolkning, så de derved har elimineret det
folkelige, historiske perspektiv, som Afrika og Europa er så fulde af. Tænk
bare på, hvilken betydning slaget på Solsortesletten i 1489 havde i Serbien,
Albanien og Kosovo efter 1992, og Ribebrevet fra 1460, der fastslog, at
hertugdømmerne Slesvig og Holsten skulle være ”ob Ewich tosammen ungedelt”,
havde stor politisk betydning i det dansk/tyske forhold indtil i hvert
fald 1950´erne. Der er tusindvis af den
slags ”lange skygger” på det europæiske kontinent! Lad mig bare nævne i flæng:
Katalonien, Baskerlandet, Irland, Kaukasus, Skåne, Ungarn, Rumænien, Italien etc. Det er historiske forhold, der
ikke kan ignoreres, men derudover kan man vel diskutere i hvor høj grad USA og
Canada er ”lande” og demokratier. Canada
er vel mest demokratisk; men er til gengæld en føderal stat med to dominerende
kulturer og sprog: fransk i delstaten Quebec og engelsk i de øvrige –
tyndtbefolkede –delstater. Da landet – på trods af den føderale struktur med
udstrakt selvstyre - var på randen af opløsning, dengang Pierre Trudeau var
premierminister i 70´erne, blev der vedtaget et charter, der ligestillede alle
kulturer og sprog (multikulturalisme) og indførte et retsstatsprincip, der
overførte meget vigtige definitions- og magtbeføjelser til domstolene, hvilket
næppe kan kaldes udpræget demokratisk. Det førte da også til stadig større splittelse af
det canadiske samfund og til meget bekostelige ordninger, når alle skulle
ligeligt tilgodeses. I længden var det uholdbart, og man har siden måttet rebe sejlene og
igen forsøgt at definere en særlig canadisk identitet baseret på flaget, nationalmelodien og charteret - som man skal sværge troskab – (som i USA: "The Constitution and The Founding Fathers") . I opgangstider kan det sikkert gå; men når krisen kradser blomstrer de mellemfolkelige problemer kraftigt op.
Jura og udemokratiske domstolsafgørelser skaber ikke sammenhængskraft. I USA er
Tea-party-bevægelsen, som reaktion mod bl.a. finanshjælpepakker, skatter og
helsereformen, og Stop-Wall-Street-demonstrationerne på den modsatte fløj, eksempler på folkelige bevægelser, der kan lamme de politiske beslutningsprocesser.
Kan det være idealet for udviklingen af det danske samfund?
Det mener jeg ikke! Men det gør Liberal Alliance, Radikale Venstre og til en
vis grad Venstre og De Konservative åbenbart. Typisk og mest vidtgående er sloganet: ”åbne
grænser, lukkede kasser”, som jo må betyde, at alle i princippet kan komme her
til, bare de kan klare sig selv. Man ignorerer ganske, at
befolkningssammensætningen og sammenhængskraften har betydning, hvilket de ovennævnte eksempler fra virkeligheden ganske tydeligt viser.
Det er egentlig ganske ironisk, at f.eks. d´hrr. Samuelsen og
Birk-Olesen uden at anstrenge sig kan indse, at Euroen aldrig kan blive stabil
og troværdig, så længe grundlaget for den ikke er det. Den kan selvfølgelig kun
fungere, hvis alle medlemslandene fører en ensartet økonomisk politik! Så er
det surt, at en ensartet økonomisk politik, ikke vil virke ensartet i de vidt
forskellige europæiske befolkninger. Euroen er en utopi, der forudsætter en
centralistisk, bureaukratisk styreform i Europa - helt uafhængig af
befolkningerne.
Men Euroen er jo økonomi – og det regner de liberale med er
alt. Det er det imidlertid ikke! Kun i primitive samfund, hvor økonomien er forskellen mellem at få lidt at spise eller intet at få. I højt udviklede samfund er økonomien først og fremmest et resultat af
kulturelle strukturer.
Det er jo ganske rigtigt, at Danmark ikke kan klare sig uden
de primære og sekundære erhverv: industri, landbrug og fiskeri, som giver os
mulighed for at eksportere varer. De har skabt vores rigdom og skal have de
bedst mulige vilkår; men den afgørende forudsætning har været, at det store flertal af den danske
befolkning har følt et skæbnefællesskab. Vores relative rigdom skyldes hverken,
at danskere er mere intelligente end andre mennesker, eller at vi har fået
velstanden foræret! Den skyldes, at vi med sproget, historien og kristendommen som de
bærende elementer har været i stand til at opbygge et folkestyre baseret på tillid
og på teologen Hall Kochs beskrivelse af demokrati: det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Det moderne danske folkestyre forudsætter, at man altid gennem samtale kan nå til enighed eller i det mindste til et kompromis, som
befolkningens helhed respekterer. Men hvordan ser et kompromis mellem israelere
og muslimer ud? At alle jøderne stiller sig 1 meter ud i Middelhavet og får opholdtilladelse
dér? Hvorfor snakker man sig ikke bare til rette i Afrika og Balkan? Er det
fordi, de er dummere end os?
Og på hjemmebane: er det virkelig Pia Kjærsgaard og ”hendes skimlede flok af
kældermennesker” + muhammedtegningen, der er skyld i at ghettoerne breder sig?
Kan Politiken-segmentet og de øvrige kulturradikale virkelig bringe de tilsyneladende
ikke-integrationsvillige til ”fornuft” via samtale? Eller er der måske alligevel
forskel på folk - også på bunden. Måske findes der adskillige, som ikke kommer ”til
fornuft” og bliver samtaleklare ved at flytte til Danmark. Måske det skyldes,
at der i virkeligheden findes alternative former for fornuft, der aldrig kan nå
til enighed eller kompromis gennem samtale. Måske er det i virkeligheden mest
almindeligt, at ”den tålsomme form for uenighed” ikke er en mulighed. Måske er ”Systemet
Politiken” og alle dets røde og mere eller mindre liberale medløbere bare en
selvgod, provinsiel menighed. Måske er ”åbne grænser, lukkede kasser” en
selvmordsbombe under vort folkestyre og dermed også under vor økonomi. Det tror jeg
egentlig!
Derfor er jeg også lodret uenig med Birk Olesen, når han i en kronik i JP, optæller 10
økonomiske punkter, hvor de borgerlige partier kan være enige. Det er jo blot underpunkter
i det politiske univers! Jeg er ikke rød; men jeg kan alligevel let nævne ti
punkter, hvor jeg er ganske enig med SF: vi skal have: gode skoler, gode
sygehuse, god kollektiv trafik, det meste af færdselsloven, og ”de bredeste skuldre skal…”, ”hånd om de svage”, osv… Men det betyder jo ikke en døjt, hvis SF´s overordnede politiske
program vil smadre alt det, som for mig er forudsætningen for, at vi har et så
godt land at leve i!
Et land, hvis befolkning taber sin identitet, er ikke et
land; men et tilfældigt sammenrend – hjemfalden til social uro og fattigdom. Og det er i øvrigt også en god begrundelse for, at vi kun skal være løst forbundet med EU!
