P1 Business blev idag afviklet under overskriften "Skæbnetime for Europa", og Bendt Bendtsen, Jesper Rangvid (professor på CBS) og Steen Jakobsen (cheføkonom i Saxo Bank) diskuterede det igangværende økonomiske sammenbrud i Europa, herunder konsekvenserne og de mulige løsninger der tegner sig.
Et af de gennemgående temaer var "hvem skal nu betale", og der var enighed blandt "eksperterne" om at regningen ender hos de Europæiske regeringer - eventuelt efter at have været rundt om den finansielle sektor som ved samme lejlighed skal slankes.
Bendt Bendtsen sagde bl.a. at "man går rundt om den varme grød. Jeg ser ingen tegn i sol og måne på, at Grækenland kan betale sin store milliardgæld tilbage. Det kan de simpelthen ikke. Der skal en rekonstruktion til, og hvem skal tage tabet?"
Iflg. Jesper Rangvid er der kun en mulighed og "det er den hårde vej. Alle kan se at Grækenland er bankerot. Og udløser det en Fransk og Tysk bankkrise, så må man ligesom ved sidste finansielle krise hjælpe bankerne med problemet".
Et af de store problemer med den aktuelle økonomiske krise er, at krisens omfang ikke er erkendt i den brede befolkning, hvor der er en tendens til at sige, at det går jo trods alt meget godt. Og når der ikke er en erkendelse af krisens omfang, så er der heller ingen forståelse for de nødvendige tiltag - og når der ikke er en forståelse for de nødvendige tiltag, så tør politikerne (de fleste af dem) ikke præsentere disse tiltag.
Når krisen diskuteres på et relativt abstrakt plan, hvor regningen tilsyneladende skal deles mellem banker og regeringer, så fortaber det sig, at regningen reelt skal samles op af de enkelte landes befolkninger. Ingenting kommer af ingenting, og såvel banker som regeringer er bare ekspeditions kontorer i forhold til de befolkninger, som ultimativt skal bære byrderne - og med rette, for det er befolkningerne der ultimativt har skabt problemerne med et delvist ufinansieret overforbrug. Det er situationen i Grækenland, Portugal og Irland og det er situationen i Danmark om end i noget mindre omfang
Retorikken slår igennem i de hjemlige "løsninger", som de præsenteres af S-SF i deres plan for håndtering af den økonomiske situation. Helle Thorning siger meget lidt om besparelser og nedskæringer - og det hun siger er nedtonet og uunderbygget. I stedet præsenteres der en løsning hvor hovedgrebene er vækst, som primært skal komme fra fremrykning af offentlige investeringer (= ekstra udgifter) og beskatning af bankerne. Men ud over at "planen" ikke er nogen plan, så glemmer Helle Thorning behændigt at nævne at regningen ender hos skatteyderne - og ikke kun millionærerne.
Problemet - i Danmark og det øvrige Europa - er, at forbruget og levestandarden er kommet for højt op i forhold til den underliggende effektivitet og konkurrenceevne. Gennem en årrække har parolerne været mere i lønningsposen og mindre arbejdstid, og det hænger ikke sammen.
Løsningen - den eneste løsning - er at rulle udviklingen lidt tilbage; Mere arbejde, enten i form af flere timer eller højere effektivitet, og sandsynligvis begge dele, og mindre eller mere effektivt forbrug, og igen sandsynligvis begge dele, såvel offentligt som privat.
Der findes ikke noget socialdemokratisk tryllestøv som kan ændre på realiteterne.
