Det kan meget vel være, at Lars Hedegaard ikke udtrykte sig med en ønsket klarhed i sin Bruxelles tale fra 2007, og det er nok ikke LH's stærkeste side at udtrykke sig klart, men en nærlæsning af talen kan ikke på nogen måde begrunde den totalitære udlægning, som Ole Birk Olesen og andre har gjort sig til talsmænd for. Den læsning bygger bl.a. på en misforståelse af tidshenvisningerne i talen og en manglende evne til at forstå den skelnen mellem, om noget af betinget af en given fremtidig tilstand eller af et fremtidigt tidspunkt, som visse argumenter bygger på.
Lars Hedegaard forsøger sig med en forklarende kronik i dagens Berlingske Tidende, og heri bekender han sig eksplicit til demokrati og retsstat: "(...)mit ærinde er præcis det modsatte af det, som Tom Jensen prøver atbilde Berlingske Tidendes læsere ind. Jeg gør mig overvejelser over,hvordan vi bevarer frihedsrettighederne i en situation, hvor dengrundlovssikrede, demokratiske orden allerede er undermineret - ikke afos og ikke af mig, men af islamiske kræfter, der i århundreder har setskævt til vores frihed og gerne vil have den ekspederet ud påhistoriens mødding, så de i stedet kan få indført en islamiskretsorden, shariaen."
Ikke desto mindre gentager Hedegaard-kritikerne deres insinuationer her på 180Grader om, at Lars Hedegaard i virkeligheden ønsker at erstatte demokratiske institutioner med parallelinstitutioner, der kan bekæmpe islamisterne med vold. Også en andenrangs journalist med en mission, fra Berlingske Tidende ved navn Christian Brøndum, (vel netop den slags journalister, som er grunden til, at 180Grader blev stiftet???) lader læserne tro, at Lars Hedegaard ikke har ønsket at afvise, at der skulle ligge en opfordring til voldelig modstand mod islamiseringen i hans kronik.
Det har så fået Lars Hedegaard til at skrive et indlæg i Sappho.dk, hvori han helt eksplicit nævner hvilke institutioner han har i tankerne, når han taler om parallelle institutioner. Så skulle det være skåret ud i pap, så selv en redaktør kan forstå det...?
31. januar Lars HedegaardI slutningen af en artikel i dagens Berlingske Tidende (31.1.) – samme dag som avisen bringer min kronik om min tale i Bruxelles – skriver Christian Brøndum:“Lars Hedegaard skriver i et indlæg i Berlingske Tidende i dag, at »hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden (mod muslimsk undertrykkelse, red.), må civilsamfundet træde til.Berlingske Tidende ville gerne have spurgt Lars Hedegaard, om der ligger en opfordring til at bruge voldelig modstand mod »islamisering«, men Lars Hedegaard ønskede ikke at svare på henvendelser.”Kendsgerningen er, at Brøndum ringede midt i en telefonsamtale, så jeg bad ham ringe tilbage om ti minutter. Det gjorde han ikke. Derefter ringede jeg to gange til Berlingske Tidende for at snakke med ham, men fik at vide, at han ikke var at finde på redaktionen. Jeg var hjemme hele dagen.Det er en infam beskyldning, at min opfordring til civilsamfundet om at træde i karakter, hvis staten ikke vil eller magter det, skulle indebære en opfordring til vold.De sidste to hundrede års Danmarks-historie kan nemt tolkes som én lang beretning om et civilsamfund, der har skabt sine egne institutioner, når grupper af borgere ikke mente, at det officielle Danmark varetog deres interesser: Tænk på højskolebevægelsen (bøndernes og arbejdernes), brugsforeningsbevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderkooperationen, frimenighederne, partimedierne eller arbejderorganisationer som "Røde hjælp". Det var hvad jeg ville have sagt til Brøndum, hvis han ellers havde været interesseret.
Lars Hedegaard forsøger sig med en forklarende kronik i dagens Berlingske Tidende, og heri bekender han sig eksplicit til demokrati og retsstat: "(...)mit ærinde er præcis det modsatte af det, som Tom Jensen prøver atbilde Berlingske Tidendes læsere ind. Jeg gør mig overvejelser over,hvordan vi bevarer frihedsrettighederne i en situation, hvor dengrundlovssikrede, demokratiske orden allerede er undermineret - ikke afos og ikke af mig, men af islamiske kræfter, der i århundreder har setskævt til vores frihed og gerne vil have den ekspederet ud påhistoriens mødding, så de i stedet kan få indført en islamiskretsorden, shariaen."
Ikke desto mindre gentager Hedegaard-kritikerne deres insinuationer her på 180Grader om, at Lars Hedegaard i virkeligheden ønsker at erstatte demokratiske institutioner med parallelinstitutioner, der kan bekæmpe islamisterne med vold. Også en andenrangs journalist med en mission, fra Berlingske Tidende ved navn Christian Brøndum, (vel netop den slags journalister, som er grunden til, at 180Grader blev stiftet???) lader læserne tro, at Lars Hedegaard ikke har ønsket at afvise, at der skulle ligge en opfordring til voldelig modstand mod islamiseringen i hans kronik.
Det har så fået Lars Hedegaard til at skrive et indlæg i Sappho.dk, hvori han helt eksplicit nævner hvilke institutioner han har i tankerne, når han taler om parallelle institutioner. Så skulle det være skåret ud i pap, så selv en redaktør kan forstå det...?
31. januar Lars HedegaardI slutningen af en artikel i dagens Berlingske Tidende (31.1.) – samme dag som avisen bringer min kronik om min tale i Bruxelles – skriver Christian Brøndum:“Lars Hedegaard skriver i et indlæg i Berlingske Tidende i dag, at »hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden (mod muslimsk undertrykkelse, red.), må civilsamfundet træde til.Berlingske Tidende ville gerne have spurgt Lars Hedegaard, om der ligger en opfordring til at bruge voldelig modstand mod »islamisering«, men Lars Hedegaard ønskede ikke at svare på henvendelser.”Kendsgerningen er, at Brøndum ringede midt i en telefonsamtale, så jeg bad ham ringe tilbage om ti minutter. Det gjorde han ikke. Derefter ringede jeg to gange til Berlingske Tidende for at snakke med ham, men fik at vide, at han ikke var at finde på redaktionen. Jeg var hjemme hele dagen.Det er en infam beskyldning, at min opfordring til civilsamfundet om at træde i karakter, hvis staten ikke vil eller magter det, skulle indebære en opfordring til vold.De sidste to hundrede års Danmarks-historie kan nemt tolkes som én lang beretning om et civilsamfund, der har skabt sine egne institutioner, når grupper af borgere ikke mente, at det officielle Danmark varetog deres interesser: Tænk på højskolebevægelsen (bøndernes og arbejdernes), brugsforeningsbevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderkooperationen, frimenighederne, partimedierne eller arbejderorganisationer som "Røde hjælp". Det var hvad jeg ville have sagt til Brøndum, hvis han ellers havde været interesseret.
