Simon Emil Ammitzbøll: Thatcher er død, mens hendes politiske ideer lever

Storbritanniens regeringsleder fra 1979-90, Margaret Thatcher er død, mens hendes politiske ideer lever stadig

Torben Mark Pedersen,

09/04/2013

Storbritanniens regeringsleder fra 1979-90, Margaret Thatcher er død, mens hendes politiske ideer lever stadig. Selv Helle Thornings regering må i dag, indse, at ”problemet med socialisme er, at før eller siden løber man tør for andre menneskers penge”. For nu at sige det med Jernladyens egne ord.

Det tilnavn fik Margaret Thatcher, der var Vesteuropas første kvindelige regeringschef, fordi hun var stædig og stod på sit. Hun gik ind i Falklandskrigen, hun kæmpede for at få ”my money back” fra EF, hun gennemførte kontante liberale økonomiske reformer og hun bekæmpede kommunismen, hvor hun så den. Thatcher var en af de helt store skikkelser i den kolde krigs Europa, ikke bare i sin samtid, også i dag er hun en af dem, der stadig står lysende klart fra perioden.

Man taler ligefrem om thatcherismen, som symbolet for en politik baseret på markedsøkonomi, individualisme, lavere skatter og skepsis over for EU. Sammen med især Ronald Reagan, Helmut Kohl (og vel også vores egen Poul Schlüter) var hun personificeringen af 80’erne som et konservativt årti.

Men med nutidens briller er det måske ikke så meget det konservative, der står tilbage, som hendes liberale økonomiske politik med inspiration fra den amerikanske økonom og nobelpristager, Milton Friedman.

Thatcher gennemførte en lang række privatiseringer af offentligt ejede selskaber i bl.a. olie-, tele-, transport og vandsektorerne, men også af selskaber som British Aerospace, Rolls Royce og Jaguar. Virksomheder som kun de allermest forbenede socialister i dag ville forsvare skulle være offentligt ejede.