Signe Wenneberg har med sig selv som eksempel gjort opmærksom på noget vigtigt (læs hendes indlæg på Kommunikationsforum!) Nemlig det, at vi i mange år har talt om vidensøkonomi, men at den del, der faktisk drejer sig om ‘økonomi’, halter.
Pointen i hele miseren, mener jeg, er: Hvis vi vil leve i en vidensøkonomi, skal der også være penge i viden. Gik vi galt i byen, og er viden en ‘gratis omgang’ for folk og marked, nu hvor information er blevet så tilgængeligt for alle, ja så skal vi til at snakke om produktion igen. Skåltaler for vidensøkonomien er for nu en hån mod mange, der leverer en efterspurgt viden, men ikke honoreres for det. Viden er værdsat i ord og med efterspørgsel, bare ikke i kroner og øre.
De store dagblade ved det. Opslagstallet for de store dagblade er for nyligt faldet, så alle aviser nu har et oplagstal under 100.000. Uden (den konkurrrenceforvridende!) mediestøtte, som kun gives til aviser, der udkommer på papir (i 2012!), kunne de ikke overleve i deres nuværende form. Og 1. januar, siger rygtet, går de store danske dagblades onlineudbud over til et betalingsformat à la New York Times (var der nogen, der sagde karteldannelse?). Derfra skal læserne betale for nyheder og journalistik. Måske det kan afsløre, hvordan markedet – det vil sige forbrugerne – værdisætter viden? Måske det kan vise os, om der er økonomi i vidensøkonomi. Man har vel lov at håbe. Indtil da har jeg kun et ‘skål og skid’ vær’ med det!’ tilovers for skåltaler om vidensøkonomiens lyksaligheder.