SF: Send Operaen retur til Mærsk

Det Kongelige Teater har ondt i økonomien og skal spare

Jesper Ørsted,

31/01/2011

Det Kongelige Teater har ondt i økonomien og skal spare. En af grundene er udgifterne til at drive tre store huse - Operaen, Skuespilhuset og Den gamle scene på Kongens Nytorv. Efter DR Nyheders fokus på Det Kongelige Teaters dårlige økonomi foreslår SF nu, at det nye operahus - der ellers var en gave - sendes retur til Mærsk Mckinney-Møller:- Vi fik jo Operaen foræret af Mærsk i sin tid på betingelse af, at staten stod for driften og vedligeholdelsen. Men det ser jo ikke ud til at staten har tænkt sig at leve op til den del af aftalen. Så jeg synes, det mest hæderlige er at sige til skibsredderen: Mange tak for gaven, men vi har desværre ikke råd alligevel, siger Pernile Frahm, kulturordfører i SF.