Et eller andet sted kunne man måske drømme om, at det i stedet blev tolket som mod ikke at gå på kompromis med det, som man mener er det rigtige? Kunne det i stedet være udtryk for modenhed at forlade en regering, når man erkender, at man ikke kan gøre det, man har sat sig for, men må forvalte magten for magtens skyld? Og er det ikke ansvarligt at smide håndklædet i ringen, når man nu har lovet vælgerne og baglandet ét, men de facto har gjort – og måttet gøre – noget andet?
Ganske vist må det undre, at SF’s bagland troede på de store, flommerige løfter, som moderpartiet sammen med Socialdemokraterne gik til valg på...