SF på udebane - tre luftige løfter skaber ingen vækst

LEDER: SF har fra sit sommergruppemøde fremlagt 12 valgløfter, hvoraf de tre lover "ny vækst"

Ole Birk Olesen,

10/08/2011

LEDER: SF har fra sit sommergruppemøde fremlagt 12 valgløfter, hvoraf de tre lover "ny vækst". Allerede nu kan det imidlertid konstateres, at ingen af de tre løfter vil skabe vækst.

MÅL#1: 60.000 NYE JOB PÅ TRE ÅR

SF vil ikke med sin politik fremme skabelsen af et eneste nyt job, for selvom man skriver, at man vil bedre rammevilkårene for dansk erhvervsliv, så har man ingen politik, der vil gøre dette. SF vil ved at bruge flere penge i det offentlige skabe grundlag for ekstra stillinger i lige præcis de brancher, som bliver begunstiget, men prisen er som bekendt, at andre brancher og borgere må betale med skatteforhøjelser, som vil nedlægge et cirka tilsvarende antal stillinger der, i stedet for at den samlede velstand i samfundet øges.

MÅL#2: DANSKE LØN- OG ARBEJDSFORHOLD PÅ DANSKE ARBEJDSPLADSER

Forslaget skaber ikke vækst i Danmark, men fremmer tværtimod udflytningen af produktion og jobs til udlandet, hvor SF ikke kan diktere "danske løn- og arbejdsforhold".

MÅL#3: MINDRE TIL MILLIONÆRER. MERE TIL PENSIONISTER OG LØNMODTAGERE

Forslaget vil efter alt at dømme mindske arbejdsudbuddet i Danmark og dermed også mindske væksten. En ny skat på indtægter over en million kroner årligt trækker i denne retning sammen med højere overførselsindkomster til alle uden et arbejde og fjernelse af starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Resultat: Det vil i mindre grad kunne betale sig at arbejde, og flere vil derfor - alt andet lige - ikke arbejde. Sådan forhindres vækst. Kun SF's forslag om forøget beskæftigelsesfradrag trækker i den rigtige retning, men ikke nok til at opveje de negative effekter.

Konklusion: Når SF taler om økonomisk vækst, så er det blot et ord, som man ved, man skal bruge, fordi en del vælgere går op i, at Danmark også i fremtiden er et velstående samfund. Når det kommer til stykket, ved SF'erne ikke noget om emnet, de interesserer sig ikke for det, og de vil hellere fordele velstand end at fremme betingelserne for, at borgere og virksomheder kan skabe mere velstand.

Kilde: