”Under den gamle regering var det sådan, at det offentlige hang på regningen, når de private sygehuse fejlbehandlede patienter. Nu sætter sundhedsministeren en stopper for den urimelige favorisering af privathospitalerne”, skriver Villy Søvndal bl.a. på sin Facebookprofil d. 10. maj i en støtteerklæring til Astrid Krags udtalelse på SFs hjemmeside.
http://www.sf.dk/presse/nyheder/2012/05/10/slut-med-favorisering-af-privathospitaler
Jeg har da i mine livs skabte dage aldrig hørt mage til vrøvl. Fakta er, at privathospitaler selv må betale for husleje (de offentlige sygehuse får bygninger foræret og drift samt vedligeholdelse betalt i form af bloktilskud). Privathospitaler skal afregne moms – det skal de offentlige sygehuse ikke. Favorisering af hvem????
Det er også fakta, at når de offentlige sygehuse udfører fejloperation, er det regionen, der må til lommerne – også når fejlen skal udbedres. En ny operation udløser nemlig flere penge via
DRG-takstsystemet.
De private hospitaler vil gerne bidrage, men det skal være på lige vilkår. De enkelte offentlige sygehuse betaler ikke for egne fejl, men de får penge for at begå dem - endda højere betaling end de private aktører.