En ting som tit undrer mig ved humanister, socialister etc. er deres tilsyneladende sammenblanding af skyld og ansvar.
Det er muligvis ikke din skyld, at du havner i en lorte-situation, men det betyder ikke, at du ikke bærer et ansvar for at komme ud af den.
Har du brug for hjælp, er det også dit ansvar at opsøge den.
Skal vi holde øje med hinanden, og hjælpe hinanden tilbage på benene? Ja, det skal vi da. Men hvis du ikke gider hjælpe til med at rejse dig, gider jeg ikke at bære dig.
Når man læser biografier om folk som har klaret sig godt her i livet, så er en af fællestrækkene oftest hvordan de håndterer modgang. De giver aldrig op. Med andre ord, de lægger aldrig ansvaret for deres liv fra sig.
Det er muligvis ikke din skyld, at du havner i en lorte-situation, men det betyder ikke, at du ikke bærer et ansvar for at komme ud af den.
Har du brug for hjælp, er det også dit ansvar at opsøge den.
Skal vi holde øje med hinanden, og hjælpe hinanden tilbage på benene? Ja, det skal vi da. Men hvis du ikke gider hjælpe til med at rejse dig, gider jeg ikke at bære dig.
Når man læser biografier om folk som har klaret sig godt her i livet, så er en af fællestrækkene oftest hvordan de håndterer modgang. De giver aldrig op. Med andre ord, de lægger aldrig ansvaret for deres liv fra sig.
