Sygeplejerske Helle Hjertstedt er træt af, at humanisterne håner Marlene Duus, som i sidste uge skrev en kronik om, hvordan samfundet behandler gerningsmanden bedre end ofrene. Har du ikke læst historien, kan det anbefales - det er isnende virkelighed på papir.
Det endte selvfølgelig med en ordentlig omgang håndvask og den sædvanlige manen-til-ro. For vi endte debatten i en kollektiv forståelse af, at selvfølgelig skulle Claus Meyer da give kriminelle en chance mere, og var det i virkeligheden ikke det offentliges skyld, at Marlene stadig ikke var genoptrænet og havde fået erstatning?
Helle Hjertstedt køber den ikke:
Alle som en, selv Claus Meyer, der har valgt at ansætte voldsmanden, udtrykker medfølelse og forargelse over, at der ikke er gjort mere for at bringe Malene videre og hilser ’debatten’ velkommen.
Hvad for en debat, spørger jeg bare. At give udtryk for medfølelse er ikke at debattere. En debat ville medføre nye og konstruktive forslag til, hvordan man kan løse situationen uden at krænke offeret endnu en gang. Men det er lige præcis det, man gør.
Stærkt.
