Sarte kristne

LEDER: At kirkedrift skulle være blandt de opgaver i et samfund, som simpelthen bare må overlades til statsmagten, kan man kun svært argumentere fo...

Ole Birk Olesen,

24/10/2010

LEDER: At kirkedrift skulle være blandt de opgaver i et samfund, som simpelthen bare må overlades til statsmagten, kan man kun svært argumentere for med liberale argumenter. Hvilke overnaturlige væsner i det høje, den enkelte borger vælger at tro på, må da være helt op til den enkelte selv, og de fællesskaber, som religiøse mennesker gerne dyrker deres tro i, kan de også sagtens organisere på egen hånd uden indblanding fra politikere.

Så længe de dyrker deres tro inden for lovens rammer, så bør de kunne gøre det frit og uhindret, og alle andre bør ikke have anden pligt over for deres medborgeres religiøse udfoldelser end at respektere deres ret til den.

Sådan er det imidlertid ikke helt i Danmark, hvor folkekirken begunstiges med særstatus og skatteyderpenge fra staten, og hvor ikke-religiøse eller anderledes religiøse således via deres status som borgere i Danmark tvinges til at støtte udbredelsen af en religion, som ikke deres egen.

Men ve så den, der i en kamp imod dette system kommer til at sige noget ufordelagtigt om den luthersk-evangeliske kristendom, som nyder disse privilegier. Han er en ateist "på korstog"! Sådan argumenterer f.eks. de kristne liberalister Christopher Arzrouni og Henrik Gade Jensen imod den politisk, men ikke religiøst, ligesindede Dennis Nørmark. Og det gør de, selvom alle forsvar for den fortsatte udbytning af de, der ikke er kristne på den statsautoriserede luthersk-evangeliske facon, netop indeholder en lovprisning af alle statsreligionens dyder. Det må ikke modsiges, for som Arzrouni og Gade Jensen kan fortælle os:

"Menneskets fornuft kan føre i alle retninger, bestialske så vel som videnskabelige. Og kilden til at kontrollere denne fornuft kan ikke findes i aber, gener, sociologi og psykologi, men i ånd og især den hellige ånd, som udgår fra kristendommen."

En "hellig ånd" som beskytter mod menneskers ondskab? Så kan Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vist også snart introducere julemanden som finansieringskilde til Fair Løsning ...

Kilde: