Anders Samuelsen har lige udsendt en pressemeddelelse med følgende:
"Vi tror overhovedet ikke på, at en grænsebom virker i forhold til at holde kriminelle udlændinge væk fra Danmark. Men vi vil heller ikke lade en grænsebom stå i vejen for, at vi eksempelvis kan få topskatten afskaffet helt. Så længe en grænsebom ikke generer trafikanterne, er den trods alt så harmløs, at vi gerne indgår en byttehandel med topskatten. Alle, der deltager i et flertalssamarbejde, skal have noget ud af det, og hvis en bom er DF's pris for eksempelvis at komme topskatten til livs, så tager vi gerne en snak om det," siger Anders Samuelsen.
Han efterlyser samtidig et klart svar fra Lars Løkke Rasmussen på, om han virkelig vil forhindre en grænsebom på bekostning af en eventuel afskaffelse af topskatten.
"Det her handler dybest set om at kende sine prioriteter, og man sidder desværre tilbage med et indtryk af, at de her symbolske grænsebomme for Venstre er meget vigtigere end topskatten, som Løkke på mærkværdigvis har mistet interessen for at gøre noget ved. Jeg kunne godt tænke mig en forklaring på, om Løkke virkelig vil sige nej til en grænsebom, hvis et ja til en bom eksempelvis kan føre til en afskaffelse af topskatten. Svaret burde give sig selv, men jeg er desværre i tvivl. Der skal dog ikke herske den mindste tvivl om, at Liberal Alliances prioritet er at sænke skatterne i Danmark, så det kan betale sig at arbejde, og så der kommer mere rimelighed i skattesystemet," slutter Anders Samuelsen.
I ser tendensen, ikke? DF taler jo i virkeligheden om en seriøs grænsekontrol - om at have et styr på, hvem der rejser ind og ud, narko, våben og tyvekoster. Samuelsen forsøger at gøre det til et spørgsmål om ti kilo træ med rød og hvid maling, og det er noget svineri. Det er at fordumme og fordreje noget, der er en reel politisk uenighed.