DR2s tv-serie "Jagten på de røde lejesvende" konfronterer journalister, som arbejdede for DR i 60'erne, 70'erne og 80'erne med deres måske - eller måske ikke - lidt for venlige behandling af forskellige kommunistiske og socialistiske regimer.
Og den konfrontation har fået masser af kritik.
Jens Nauntofte følte sig efter første afsnit narret og uretmæssigt stemplet som rød lejesvend. Forfatteren Klaus Rifbjerg kaldte det for "heksejagt" og "åndelig forhudsforsnævring", Kjeld Koplev har sammenlignet udsendelse nummer to med middelalderens inkvisition, og flere andre stemmer har angrebet den journalistiske metode, som programmet anvender.
Hysterisk kritik
Men det er hysterisk, mener Samuel Rachlin, som selv oplevede kulturen i DR i årene 1974 til 1986, hvor han var ansat i mediehuset.
I stedet for at angribe den ene og den anden præmis, burde kritikerne forholde sig til substansen, mener Samuel Rachlin i et debat indlæg i Politiken i dag.
- Men stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti, skriver han.
Danmark mangler pressekritik
Samuel Rachlin mener, at hysteriet handler om meget mere end fortidens journalister i DR. I Danmark har vi i modsætning til USA ikke tradition for hudløs ærlig pressekritik.
- Generelt lider vi under, at der aldrig har udviklet sig en kultur for pressekritik i Danmark på samme måde, som i de angelsaksiske lande, som jeg har beskæftiget mig med, siger Samuel Rachlin til DR Kultur.
