LEDER: Folkeskolens opgave er at bibringe eleverne de faglige kundskaber, som er nødvendige for at opnå en forståelse af den verden, de er født i, og som giver dem en mulighed for at dygtiggøre sig yderligere til et liv i det samfund, som de er en del af.
Det er ikke nok til at gøre et barn til et helt menneske, men det er dén del af dannelsen, som er folkeskolens opgave og ansvar, og det er et rigeligt stort ansvar. Resten må familien og civilsamfundets øvrige institutioner tage sig af.
Med jævne mellemrum vil sociale ingeniører af alle farver og størrelser udstyre folkeskolen med opgaver, som andre, oftest børnenes forældre, retteligt bør tage sig af - hvis de finder det vigtigt. Tidligere har miljøfundamentalister villet have skolen til at prædike Greenpeace-holdninger, feminister krævede, at skolen skulle bevidstgøre børnene om, at drenge og piger ikke behøvede at opføre sig som henholdsvis drenge og piger, og marxister ønskede den socialistiske klasseforståelse på pensum og revolutionen som eksamen. Alt sammen for at børnene som voksne kunne blive bedre mennesker end deres forældre.
Det hører man heldigvis ikke så meget om længere. I dag hører vi til gengæld om kristendom og kristne traditioner - igen og igen og igen og igen ... Kristendommen skal ikke alene være på skoleskemaet, den skal nu også partout være en del af alle skolers sociale liv, kræver vor tids samfundsingeniører. For danskerne er ikke længere kristne nok, beklager de sig:
"Store dele af folket svigter folkekirken, og er blevet højtidskristne i stedet for vanekristne. Efter det - syndfloden ...," lyder det f.eks. fra Venstres Søren Pind, som i samme åndedrag tilsyneladende vil udstyre skolen med den bundne opgave at gøre danskernes børn bedre og mere kristne end deres forældre, der befinder sig i det afkristnede mørke.
Man mærker hensigten og bliver forstemt. Børn fødes, og de skal stilles til rådighed for det projekt, som enhver tidsånds samfundsprojektmagere udtænker, og kampråbet gjalder: 'Kære nybagte forældre, spørg ikke hvordan I kan opdrage jeres børn i overensstemmelse med jeres egne værdier, spørg hvilke værdier jeres magthavere forventer, at I skal opdrage jeres børn efter. Og indruller så i øvrigt barnet i statens opdragelses- og uddannelsesmaskine fra 1- til cirka 25-årsalderen, så den kan gøre arbejdet for jer!'
Alternativet er ellers klart og burde kunne finde tilhængere blandt de fleste, som mener, at de selv er de bedste til at vælge for deres egne børn: Politikerne blander sig uden om. Forældrene sætter deres børn i de skoler, som de har tillid til. De fleste forældre finder det naturligt, at skolerne har juletraditioner, så derfor vil de fleste skoler have det. Og børnene på de andre skoler får såmænd nok udmærkede liv uden.
