Kort før det folkesocialistiske freakshow begyndte i sidste uge, fik Mette Bock sagt noget, som jeg stadig husker. LA’s indfødsretsordfører var tilsyneladende meget ophidset over DF. Med mindre jeg citerer hende forkert, udtalte hun til Berlingske følgende:
”DF’s angreb på muslimer som kollektiv svarer desværre til den forfølgelse af kristne, der for øjeblikket foregår i mange lande i Mellemøsten. Begge former for forfølgelse er rædselsfuld.”
Sagde du virkelig det, Mette? Og mente du, hvad det lød som om, du mente?
Jeg er på det rene med, at du naturligvis har ret til at sammenligne på kryds og tværs. Men mener du i ramme alvor, at DF’s forslag til ny indfødsretspolitik kan sidestilles med fysiske overgreb – overfald, mord, brandattentater – som er blevet og bliver alle vantro til del i muslimske lande, ikke bare for øjeblikket, men skal vi sige – de seneste 1.400 år?
Som du nok er klar over, Mette, er det de kristne, der taber, uanset hvem der vinder i den arabiske verden. Af samme grund er området fra Libyen i vest til Irak i øst snart helt renset for kristne. Alle, der er så heldige at kunne flygte, stikker af fra de arabiske myndigheder, militser og masser. Jorden brænder under dem, deres kirker vandaliseres. De kristne udvandrer fra deres ældgamle lande.
Svarer disse handlinger til, hvad DF gør med sit forslag om at sætte en midlertidig prop i indvandringen fra primært muslimske områder?
Ja, sagde du virkelig det, Mette?
(posted i kategori 'Politik')