En dansker er blevet idømt en økonomisk straf på i alt kr. 270.000,- samt i tillæg hertil ubetinget fængsel i 30 dage.
I et samfund, hvor straffen for en forbrydelse står i rationel og logisk mål med selve forbrydelsen, ville man måske antage, at denne straf var blevet givet for en forbrydelse, der har krænket et andet menneske i en grad, der vurderes at skulle kompenseres med en betaling til den forurettede på kr. 270.000,- samt at forbrydelsen har været af en så voldsom karakter, at det vurderes, at forbryderen yderligere – efter at offeret i rimelig grad er blevet kompenseret for den skade, han er blevet påført – skulle straffes med 30 dages ubetinget fængsel for at mindske incitamentet til at påføre andre mennesker den samme skade endnu en gang.
Men nu er vi så til gengæld i et helt andet samfund, nemlig Danmark, hvor offerløs kriminalitet straffes hårdt, og hvor der sjældent er logisk sammenhæng mellem forbrydelsens karakter og den udmålte straf. Det er således ikke en forbryder, der har krænket et andet menneskes ejendomsret ved at frarøve eller stjæle offerets ejendom eller udøve vold mod offeret, der er blevet idømt ovenstående straf. Nej, der er såmænd tale om en ganske almindelig borger, hvis ”forbrydelse” består i, at han har sat et bagsæde i en bil indregistreret på gule plader og kørt familien på ferie i denne. That’s all. Udover ”forbryderens” børn, der er blevet tvunget til at sidde på bagsædet af en bil, der tilbagelægger tusindvis af kilometer gennem Europa, er det vel ret svært at finde et offer i denne sag.
Ja, naturligvis skal vedkommende idømmes en straf for at have unddraget sig de afgifter for kørsel med bagsæder, der bliver pålagt alle andre bilejere i Danmark. Det unddragne beløb udgør kr. 180.000,-. De skal naturligvis betales. Herudover virker det logisk, at han yderligere idømmes en ekstra bøde, dels som kompensation for sagens omkostninger, og tillige for at mindske incitamentet til at gøre det igen. Men at sende vedkommende 30 dage i fængsel er i min optik helt ude i skoven. Det er jo på alle måder en straf, der på ingen logisk måde kan give nogen mening. For det første, er der som sagt ingen offer i denne sag, hvorfor en indespæring af ”forbryderen” virker noget malplaceret. Desuden er dette på alle måder en straf, der indirekte påføres alle i det danske samfund. Det er nemlig statskassen, og dermed alle danske skatteydere, der bekoster mandens ophold i fængslet. Herudover er manden efter sigende direktør, hvorfor det må antages, at hans fængselsophold næppe kan have nogen positiv effekt på bundlinjen i den virksomhed, han er direktør i. Det danske samfund påføres således ikke blot direkte omkostninger ifm. med selve fængselsopholdet, men må yderligere antages at miste skatteindtægter. Billedet ville være det samme ved en hvilken som helst nettoskatteyder.
I begge tilfælde kunne pengene have været brugt til ting, der giver mere mening, end at visse grupperinger i det danske samfund får en følelse af retfærdighed ved at straffe offerløs kriminalitet i et fuldstændigt ulogisk omfang.
I et samfund, hvor straffen for en forbrydelse står i rationel og logisk mål med selve forbrydelsen, ville man måske antage, at denne straf var blevet givet for en forbrydelse, der har krænket et andet menneske i en grad, der vurderes at skulle kompenseres med en betaling til den forurettede på kr. 270.000,- samt at forbrydelsen har været af en så voldsom karakter, at det vurderes, at forbryderen yderligere – efter at offeret i rimelig grad er blevet kompenseret for den skade, han er blevet påført – skulle straffes med 30 dages ubetinget fængsel for at mindske incitamentet til at påføre andre mennesker den samme skade endnu en gang.
Men nu er vi så til gengæld i et helt andet samfund, nemlig Danmark, hvor offerløs kriminalitet straffes hårdt, og hvor der sjældent er logisk sammenhæng mellem forbrydelsens karakter og den udmålte straf. Det er således ikke en forbryder, der har krænket et andet menneskes ejendomsret ved at frarøve eller stjæle offerets ejendom eller udøve vold mod offeret, der er blevet idømt ovenstående straf. Nej, der er såmænd tale om en ganske almindelig borger, hvis ”forbrydelse” består i, at han har sat et bagsæde i en bil indregistreret på gule plader og kørt familien på ferie i denne. That’s all. Udover ”forbryderens” børn, der er blevet tvunget til at sidde på bagsædet af en bil, der tilbagelægger tusindvis af kilometer gennem Europa, er det vel ret svært at finde et offer i denne sag.
Ja, naturligvis skal vedkommende idømmes en straf for at have unddraget sig de afgifter for kørsel med bagsæder, der bliver pålagt alle andre bilejere i Danmark. Det unddragne beløb udgør kr. 180.000,-. De skal naturligvis betales. Herudover virker det logisk, at han yderligere idømmes en ekstra bøde, dels som kompensation for sagens omkostninger, og tillige for at mindske incitamentet til at gøre det igen. Men at sende vedkommende 30 dage i fængsel er i min optik helt ude i skoven. Det er jo på alle måder en straf, der på ingen logisk måde kan give nogen mening. For det første, er der som sagt ingen offer i denne sag, hvorfor en indespæring af ”forbryderen” virker noget malplaceret. Desuden er dette på alle måder en straf, der indirekte påføres alle i det danske samfund. Det er nemlig statskassen, og dermed alle danske skatteydere, der bekoster mandens ophold i fængslet. Herudover er manden efter sigende direktør, hvorfor det må antages, at hans fængselsophold næppe kan have nogen positiv effekt på bundlinjen i den virksomhed, han er direktør i. Det danske samfund påføres således ikke blot direkte omkostninger ifm. med selve fængselsopholdet, men må yderligere antages at miste skatteindtægter. Billedet ville være det samme ved en hvilken som helst nettoskatteyder.
I begge tilfælde kunne pengene have været brugt til ting, der giver mere mening, end at visse grupperinger i det danske samfund får en følelse af retfærdighed ved at straffe offerløs kriminalitet i et fuldstændigt ulogisk omfang.
