Så går det løs!

Efter at have fået has på partiets ”børnesygdomme” i 2009 og endda fået tilgang af Simon Emil og hans gode folk, ja, så er Liberal Alliance nu klar...

Anders Samuelsen,

28/02/2010

Efter at have fået has på partiets ”børnesygdomme” i 2009 og endda fået tilgang af Simon Emil og hans gode folk, ja, så er Liberal Alliance nu klar til at gå i offensiven.

Derfor søsætter vi mandag en markant kampagne, som har et klart mål: Nemlig at bringe os sikkert i folketinget efter næste valg med otte mandater, så vi kan ændre dansk politik i markant liberal retning.

Fundamentet i kampagnen er helsidesannoncer i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende hver uge frem til sommerferien og igen hver uge efter sommerferien og frem til folketingsvalget. Suppleret af annoncer på nettet og en række andre tiltag.

Sandheden er jo, at dansk politik er blevet en deprimerende oplevelse! Populisme og kortsigtede løsninger.

På den ene side freder alle partier efterlønnen. På den anden side side klynker man over udsigten til 0-vækst i den offentlige sektor.

På den ene side vil man ikke sætte skatten på arbejde ned. På den anden side græder man over konsekvensen, nemlig at arbejdspladser hver dag nedlægges. Inkonsekvent, så det batter.

På den ene side fyres der sygeplejersker. På den anden side eksploderer administrationen i den offentlige sektor som følge af politikernes regel- og kontrolhysteri.

Lim på taburetterne og en lang række emner, ingen tør tale om. Det ku’ jo koste stemmer. Sådan er dansk politik i dag.

Men min påstand er at vi i Liberal Alliance som de eneste tør se udfordringerne (og vælgerangsten) i øjnene – og vi tror, at mange danskere er enige med os, for tingene bliver ikke bedre af, at vi snakker udenom. Og virkeligheden ændrer sig ikke, før vi beslutter at gøre noget ved den. Det kræver realisme og vilje til handling. Det er dér, Liberal Alliance kommer ind i billedet.

Vi er Danmarks eneste liberale parti. Måske netop derfor har vi en særlig rolle at spille – og noget særligt at tilbyde:

1. Vi støtter en borgerlig regering – men vi vil udgøre et reelt alternativ til Dansk Folkeparti som støtteparti. Til glæde for de mange, der synes, at tonen hos Venstre og Konservative er blevet lige lovlig populistisk.

2. Vi er realister. Vi støtter den danske velfærdsmodel med lige adgang til sundhedsvæsen, uddannelse, pension og socialt sikkerhedsnet. Men modellen trænger til et voldsomt serviceeftersyn og en slankekur, der kan ses og vi vil sikre, at når der bruges skattepenge, ja så skal de dælme anvendes effektivt og målrettet. Vi vil have ’value for money’.

3. Vi vil have vækst og effektivisering. Velfærd skabes af erhvervslivet – store som små virksomheder, der skaber nye arbejdspladser og bidrager til statskassen. Uden et velfungerende erhvervsliv har vi ikke råd til sundhedssystem, uddannelse, tryghed. Og uden for eksempel et stærkt uddannelsessystem, ja så kommer det samme erhvervsliv i klemme. Tingene hænger sammen.

4. Vi vil have mere personlig frihed. Vi hylder personlig frihed og retten til at leve livet, som man vil. Der skal være færre regler, mindre offentlig omklamring og større ret til at forme sin egen tilværelse, som man ønsker.

Mon ikke mange danskere er enige med os i det? Det er jeg overbevist om. Derfor har alle vi, der i dag repræsenterer partiet, og alle jer, der deler vores frustration over "de forenede velfærdspartiers" gidseltagning af dansk politik en klar opgave: Vi skal sammen sørge for at danskerne lærer Liberal Alliance lidt bedre at kende – så de bliver sikre på, at en stemme investeret i Liberal Alliance også er en stemme, der arbejder for et ordentligt Danmark. Og det gælder også selvom man ikke kan skrive under på alt eller måske godt kunne tænke sig et par mere markante formuleringer her og der.

Kampagnens budskab er i bund og grund enkelt: Giv Liberal Alliance otte mandater til næste valg. Så skal vi genindføre fornuften i dansk politik. Hvad er alternativet? Tja: VKO´s fortsættelse af socialdemokratismen eller venstrefløjens ægte vare.....

Følg med fra mandag.

Kilde: