S-ordfører om Nets-salg: Ingen grund til at finde sølvpapirhatten frem

Der er ikke grund til at frygte, at følsomme oplysninger om danskere og danske  virksomheder bliver udleveret til de amerikanske myndigheder, hvis ...

Michael_J

17/02/2014

Der er ikke grund til at frygte, at følsomme oplysninger om danskere og danske  virksomheder bliver udleveret til de amerikanske myndigheder, hvis  amerikanske konsortier skulle ende med at købe Nets, der blandt andet står  for NemID.

Det fastslår erhvervsordfører for Socialdemokratiet Benny Engelbrecht:

»Loven er faktisk meget klar i Danmark, og som det også fremgår af tidligere  svar fra Justitsministeriet, så er det ikke sådan, at andres landes  myndigheder kan tilsidesætte dansk lovgivning«, siger han til Politiken.

Flertal kræver undersøgelse
Nets er ejet af en lang række banker med Danske Bank, Nordea og norske DNB  som de største. Bankerne vil gerne sælge Nets, da it-selskabet er blevet  meget stort og komplekst og ligger uden for bankernes spidskompetence.

En række amerikanske virksomheder er med i kapløbet om et opkøb, og det har  fået flere til at frygte, at de følsomme oplysninger, som Nets håndterer,  kan ende i hænderne på de amerikanske myndigheder. I USA har myndighederne  med den såkaldte 'Patriot Act', der blev indført efter terrorangrebet 11.  september 2001, nemlig mulighed for at tvinge amerikanske virksomheder til  at udlevere data.