I forbindelse med dagens åbningsdebat står det klart, at det danske folkestyre er degenereret til en ren farce - godt hjulpet af et 76 sider langt, luftigt regeringsgrundlag og en total mangel på konkrete lovgivningsinitiativer fra den nye "vendekåbe-regering". Den nye regering har angiveligt brug for 4-6 uger til at "analysere" situationen og gennemføre et "kasseeftersyn", før de kan komme med noget konkret.
Som en studievært på DRTV udtrykte det i en kommentar til Helle Thorning: "Nu har i haft 10 år i opposition hvor i har kritiseret VK-regeringen - I har vel brugt tiden til at overveje grundigt, hvad I ville sætte i stedet når i kom til magten?". Det er overflødigt at tilføje, at Helle Thorning ikke havde noget svar på den tiltale.
Med det totale fravær af et konkret diskussionsgrundlag var der på forhånd en risiko for at dagens debat ville blive en farce - og det blev den, eller rettere det bliver den, i skrivende stund; Én lang paradeforestilling, hvor spørgerne ikke har nogen reel interesse i de svar, som de kender på forhånd, og derfor formuleres spørgsmålene som lange enetaler, der af formellle grunde afsluttes med et kort spørgsmål, som måske - men ikke nødvendigvis - hænger sammen med indledningen. Gang på gang må folketingets formand minde specielt de nye medlemmer om at de skal stille et spørgsmål.
Men farcen begyndte langt tidligere:
Det startede med en regering, hvis udformning mere end af noget andet blev bestemt af strukturhensyn: Der skulle nødvendigvis ske en voldsom udvidelse af antallet af ministerier for at få kabalen til at gå op. Udenrigsministeriet skulle splittes i atomer for at tilgodese en række hensyn til Villy Søvndals: Dels et behov for at opfylde Villy Søvndal´s ønske om at indtage en symbolsk 2. plads i regeringen, dels et behov for at minimere Villy Søvndal´s optræden på engelsk og dels et behov for at sikre, at Villy Søvndal ikke skal være for meget væk fra hjemmefronten på grund af en udenrigsministers sædvanlige rejseaktiviteter. Unge uprøvede politikerspirer skulle belønnes med ministerposter, og sidst men ikke mindst skulle der etableres et superministerium til Margrethe Vestager for at give hende fuld kontrol over den økonomiske politik.
Som et ekstra krydderi på processen er der blevet flyttet rundt på resortområdet på en måde som savner enhver logik; F.eks. er integrationspolitikken lagt ind under socialministeriet hvilket kunne opfattes som et signal om at integration = sociale problemer, hvor det ville have været mere naturligt - og et bedre signal - at lægge det ind under indenrigsministeriet. Man skal nok ikke hæfte sig for meget ved den symbolik, men blot konstatere, at Margrethe Vestager ikke ønskede det besværlige område på sit bord.
Dernæst fulgte der et regeringsgrundlag, som var kemisk renset for de mange valgløfter, der blev afgivet før valget: Væk var millionærskat og bankskat. Væk var kritik mod topskattelettelser - den var nu blevet til en garanti for topskattelempelser. Væk var uddannelsespant. Væk var 2-lærer ordning i folkeskolen. Væk var tilbagerulning af besparelser på børnecheck. Væk var de 12 minutter. Det eneste der er tilbage til S og SF er reelt ministerposter, inkl. den vigtige statsministerpost, i Vestagers regering.
Så fulgte uroen i SF´s bagland, hvor Pernille Vigsø Bagge offentligt kaldte regeringsgrundlaget og regeringen for et FLOP, og hun fastslog, at hun ikke ville være medlem af SF når dagen var slut. Men inden hun nåede at melde sig ud fik hun pludselig tilbudt posten som formand for SF´s folketingsgruppe, og så var den ged barberet.
Næste scene i farcen var en massiv intern kritik i SF imod den "grønne" skatteminister Thor Møger Pedersen, som ud over ministerposten også var næstformand i SF og medlem af regeringens koordinationsudvalg. Villy Søvndal og Ole Sohn nåede at bakke Thor Møger op før han overraskende "valgte" at trække sig som næstformand, men han bedyrede at det hele tiden har været planen, han havde blot haft for travlt til at meddele dette til offentligheden - og tilsyneladende også for travlt til at inddrage sin formand i overvejelserne - http://jp.dk/indland/indland_politik/article2569600.ece
Dernæst var det Enhedslistens tur til at røre lidt rundt i gryden, og det skete med Per Clausens markante udmelding - fra Folketingets talerstol - om at hvis regeringsgrundlaget blev sat til afstemning, så ville Enhedslisten ikke kunne stemme for det. Det kunne ligne en provokation og invitation til oppositionen om at fremsætte et beslutningsforslag, men det undlader Lars Løkke klogeligt, for hvis det kom til afstemning, så ville der blive fremsat en afværgedagsorden som Enhedslisten kunne bruge som figenblad. http://jp.dk/indland/indland_politik/article2569964.ece
Sagen er i al sin enkelthed, at Enhedslisten er nødt til at stemme for ALT hvad regeringen finder på at komme med, for gør de ikke det, så vælter regeringen, og så kommer der et nyvalg, hvor Enhedslisten næppe kan gøre sig håb om at fastholde de 12 mandater.
En af de største farcer i dagens debat er imidlertid spørgsmålet om boligpakken, hvor der udspandt og udspinder sig en uendelig lang debat, hvor Helle Thorning krampagtigt forsøger at skubbe aben over til Venstre, men hvor sandheden er at Socialdemokratiet har måtte love de radikale, at forslaget ikke fremsættes. Den eneste måde at klæde Helle Thorning helt af på er at Venstre fremsætter deres eget forslag i Folketingssalen.
Konklusionen er, at vi har fået en radikal mindretalsregering med Margrethe Vestager som de facto statsminister og med et mester jakel teater af ministre som hopper og springer når de radikale trækker i trådene. Og enhedslisten - de er reduceret til ubevægelige kulisser.
-----
Efterskrift: Det viste sig senere på aftenen, at Enhedslistens holdning til regeringsgrundlaget faktisk blev testet, og resultat blev som forudset ovenfor, at de, når det kom til stykket, lod sig drive ind i folden som det stemmekvæg de er udsettil at være i hele regeringsperioden..
