S giver V og K skylden for kæmpelønninger i DSB

Det er godt vi kom af med VK-regeringen, for de kunne da ikke gøre noget som helst rigtigt - i det mindste ikke iflg

Christian Melgaard,

25/09/2011

Det er godt vi kom af med VK-regeringen, for de kunne da ikke gøre noget som helst rigtigt - i det mindste ikke iflg. socialdemokratiet; Hvis de blandede sig for meget i statslige virksomheders drift så var det galt, og hvis de ikke blandede sig, så var det også galt.

Desværre er der intet der tyder på at "hyleriet" er overstået. Før valget var formålet at køre regeringen træt og fremmane et valg - nu er formålet at henlede opmærksomheden fra egen inkompetence ved at lægge skylden på forgængeren.

Et eksempel på det er problemerne i DSB, hvor årsagen til de tårnhøje lønninger i ledelsen hos det økonomisk trængte og statsejede DSB iflg. S skal findes hos den tidligere regering. Den tidligere trafikordfører Heunicke siger således at "Lønniveauet må være (men han ved det altså ikke?) aftalt i direktionen og bestyrelsen, som er udpeget af den afgående regering".

Det talende tågehorn og tidligere SF trafikordfører, Anne Baastrup, vil ikke forholde sig til om de høje lønninger til cheferne er acceptable eller forargelige, men hun er ikke enig i opfattelsen af, at der skal høj løn til for at tiltrække de bedste. Hun citeres således for at sige "Nej, det tror jeg helt ærligt ikke. Vi har mange gode og dygtige folketingspolitikere. De får omkring 600.000 kroner".

Men hvad mener hun helt præcist med den udtalelse? På den ene side hævder hun at det ikke kræver høje lønninger at tiltrække de bedste, mens hun på den anden side fremhæver hvad man tilsyneladende får for en lidt lavere løn svarende til det et folketingsmedlem får - og det er bestemt ikke det bedste!?

Forvirret - ja, men det er Anne Baastrup også.