Debatten om Martin Krasniks dybt usaglige nedgøring af Lars Hedegaard fortsætter - bl.a. på "ræson" og "sappho".
Her kommer endnu et indlæg, som først blev afvist af dagbladet Information.
Retorik fra et sidespor
Egholm Feldt udstiller sit pseudovidenskabelige delirium
Af Torben Snarup Hansen (historiker, lektor emeritus).
Var Martin Krasniks “interview” med Lars Hedegaard i DR’s “deadline” et gennembrud for videnskabelighed? Det mener Jakob Egholm Feldt, lektor på RUC (Information, d. 27.03.13): “Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål [ ... ] : Hvad er kilderne kilder til?”
Faktisk stillede Krasnik ingen kritiske spørgsmål til kilderne - i dette tilfælde bogen “I krigens hus” (fra 2003). Han begyndte med at benægte eksistensen af en erklæring fra et islamisk topmøde i Mekka. Enhver kan med et klik hente denne tekst frem på skærmen, men Krasnik ønskede at tale om den serbiske islamforsker Srdj Trifkovic, som blev beskyldt for at være krigsforbryder.
Lektor emeritus Knud Bjarne Gjesing har dokumenteret, at Krasnik lyver (Sappho, 26.03.13), og hverken Krasnik eller Feldt har taget til genmæle mod denne “debunking”.
Feldt holder sig langt fra enhver dokumentation. Han skriver endda “islam” og “islamkritik” i citationstegn, hvilket betyder, at islam ikke findes i virkeligheden, og at islamkritikere er skøre og / eller “ekstreme”. Den islamkritiske historiker Kim Møller affærdiger han således med en ubegrundet nedgøring, og hans specialeopgave (fra 2006) kaldes “dilettantisk”.
Et universitetsspeciale undfanges, når opgavens problemformulering godkendes. Efterfølgende kontrollerer vejlederen skriveprocessen. Sådan foregår det principielt.
I Møllers tilfælde satte læreren en fælde ved først at acceptere problemformuleringen og derpå lade ham skrive opgaven i overensstemmelse med den. Dens paradigme var hentet fra de sidste 150 års islamkritik - den historisk-lingvistiske. Denne procedure i behandling af kilderne har været standard fra Ignaz Goldzieher til Johannes Pedersen og Jes Asmussen, men Møllers vejleder ville ikke finde sig i, at islamapologeten Jørgen Bæk Simonsen (Københavns Universitet) blev set efter i sømmene. Derfor fik specialeopgaven en ussel karakter.
Bedømmelsen skyldtes, at Møller fastholdt forskningstraditionen i stedet for at foretage en indfølende antropologisk undersøgelse af individuelle muslimer og dermed levere bagatellisering af islamiseringens voldelige konsekvenser fra Marseilles til Malmø - på gader og stræder, i skoler og hospitaler. Den slags skaber nemlig “falske modsætninger” mellem “os og dem”. Dette nye paradigme prøver Feldt at skjule med snak om “kilder” og henvisninger til universitetsansattes “autorisering” og “anerkendelse”.
Imidlertid er ansættelse ikke i sig selv nok til at få anerkendelse. Både Feldt og professor Mehdi Mozaffari (Aarhus Universitet) er autoriserede, men i modsætning til førstnævnte har den sidste - en franskuddannet perser - forsynet offentligheden med velskrevne analyser af den aktuelle islamisering. Derfor er han anerkendt. Det samme gælder Farhad Khosrokhavar - ligeledes franskuddannet perser. Dertil kommer en stribe af andre islameksperter, der med et solidt kildegrundlag dokumenterer den aggressive radikalisering blandt tilvandrede muslimer i Vesten og blandt Orientens ritualmordere.
Feldt hører ikke til denne gruppe forskere. Han kan ikke modsige dem, og han tør heller ikke afvise dokumentationen i bogen “I krigens hus” (det har ingen hidtil gjort). Som Krasnik vil han hellere snakke om global opvarmning eller sagen om, hvorvidt præsident Obamas har fremvist et ægte fødselscertifikat.
Feldt stylter sig op som repræsentant for universitetets klassiske paradigme. Han kommer ikke fra Wilhelm von Humboldts universitet, men tilhører afdelingen med nihilisten Foucault og svindleren Edward Said.
