Års fremgang i beskæftigelsen vil blive helt annulleret af den økonomiske nedtur

Tiden, hvor danskerne har nydt høj beskæftigelse, er ovre, og en historisk nedgang på arbejdsmarkedet venter forude

Slettet Bruger,

23/06/2009

Tiden, hvor danskerne har nydt høj beskæftigelse, er ovre, og en historisk nedgang på arbejdsmarkedet venter forude. I en ny prognose forventer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at beskæftigelsen frem til 2011 vil være faldet med 175.000 personer siden den i sommeren 2008 toppede.

Det skriver dagbladet Børsen.

Dermed er den jobfest, der har været på arbejdsmarkedet siden 2004, afløst af en rekordbrat nedtur.

"Vi står til at tabe stort set hele den fremgang vi har haft på jobmarkedet siden det seneste opsving fra 2004 og frem. Det er historisk, at vi på bare tre år nu vil se en større nedgang end i de syv magre år fra 1987 til 1994," siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen, AE.

Årets første måneder har allerede budt på en eskalering af den danske ledighed og i 2011 vil den ifølge AE omfatte 170.000 danskere.

Det er en stigning på 125.000 personer siden 2008. Faldet i beskæftigelsen, som økonomerne forudser, indebærer således, at 50.000 mennesker derudover vil trække sig fra arbejdsmarkedet uden at blive erstattet.

"Prognosen skal ses i lyset af, at vi står i en historisk dårlig vækstsituation. Selvom væksten forbedres, og vi i 2011 forventer noget, der ligner normalvækst, vil det stadig ikke være nok til at få beskæftigelsen tilbage på rette spor, fordi produktiviteten er faldet markant," siger Frederik I. Pedersen.

[email protected]

Kilde: