Jeg har et godt liv, har altid kunnet klare mig selv, men måtte som følge af længerevarende sygdom opgive at drive min forretning videre for ca. 1½ år siden. I den forbindelse blev jeg kastebold mellem kommunale og statslige 'interesser'/kasser, detaljerne er ligegyldige, men havde jeg ikke været så relativt stærk, som jeg er, trods sygdom, havde 'systemets' behandling nok knækket mig.
Jeg blev bl.a. sendt på 'aktiveringskursus'. Det i sig selv var ikke noget problem, da jeg så en mulighed for at tilegne mig redskaber til at komme videre på. At det så ikke blev tilfældet, er en anden historie. Det korte af det lange er, at, uanset årsag, bliver man i dag automatisk nedvurderet som menneske, i samme øjeblik man får brug for offentlig forsørgelse. Problemet er for så vidt ikke, om samfundet har råd eller ej. I en presset situation er der ikke overblik eller overskud til at forholde sig til den problematik. Nej, problemet er, at man får frataget værdighed og den frihed, vi normalt betragter som en selvfølge. Bl.a. sagsbehandlerne har, med lov i hånd, en uhensigtsmæssig stor magt over én, som virker modsat af det, der måske var hensigten, nemlig passiviserende. Havde det været en enkeltstående iagttagelse, altså kun min egen, kunne man måske sige, at det kun var mig, der havde brug for en rulle tudekiks. Men på det 'kursus' jeg var på, var vi alle voksne mennesker, der var også andre tidligere selvstændige imellem, og alle havde den samme negative oplevelse og følelse omkring det. For et par af dem fik det bl.a. den konsekvens, at det forværrede deres situation psykisk. Ikke pga. den dårligere økonomi eller fordi de havde mistet, men fordi vi blev behandlet som børn, umyndiggjorte. Har man ikke prøvet det selv, er det svært at sætte sig ind i.
I dag er holdningen næsten uden undtagelse den, at et ordentligt menneske kun er et produktivt menneske. Det er naturligvis en løgn, men ikke desto mindre en fortvivlende udbredt holdning, bakket op af et kontrollerende og umyndiggørende system efter 10 år med OVK-regeringen. Værdighed tilkommer nu kun de, der ikke har brug for andres hjælp gennem den sociale lovgivning. En glædelig bieffekt er dog, at samtlige mine medkursister, selv de tidligere selvstændige, ikke har lyst til at sætte deres kryds til højre for midten mere. Deres undertegnede inklusive.
