Man kan godt have morgenkvalme hele døgnet. Også som mand. Især hvis man følger med i socialisternes higen efter magten, og deres nådesløse brug af spin-teknikker.
Da socialkammeraterne og folkesocialisterne fandt sammen, må det have været i selskab med en spin-doktor. Jeg forestiller mig hvordan denne spin-doktor har spurgt ind til, hvad Thorning og Søvndal ønskede. Svaret var magten. Nu skulle det være. Thorning slog aldrig Fogh, og Søvndal kunne skrive SF-historie, hvis han fik partiet med i en regering. Så magten blev målet.
Udgangssituationen var selvfølgelig svær, men ikke umulig at arbejde med en for en dreven spin-doktor.
Thorning og Søvndal endte ud med en strategi om, at kopiere Obamas CHANGE-dagsorden. Den siddende regering skulle blot miskrediteres så effektivt, at ethvert alternativ – uanset hvor fjollet – virkede som et bedre alternativ.
Hovederne blev lagt i blød sammen med spin-doktoren, for at finde de ømme punkter. Og kreativiteten blev brugt maksimalt. Godt nok havde VK-regeringen og deres støtter fået styr på økonomien, og betalt mere end 100 mia. kroner tilbage på udlandsgælden efter Nyrup. Men med lidt snilde og en masse retorik, kunne man måske alligevel give regeringen skylden for den globale finanskrise, og anklage dem for en uforsvarlig finanspolitik.
Ved samme lejlighed kunne man måske også give regeringen skylden for al dårligdom i kommunerne. Enhver besparelse, enhver serviceforringelse og enhver kritisk hændelse i en ellers socialdemokratisk ledet kommune, skulle nu fremhæves som et projekt ledet af Statsministeren selv.
Strategien blev lanceret, og fik hurtigt en selvforstærkende effekt. Det viste sig nemmere end først antaget, at få taletid i medierne, når man blot ville kaste med anklager, og kritisere regeringen. Medierne stillede gerne mikrofoner og spalteplads til rådighed for socialisterne, og så tog projektet ellers fart.
Gennemsnitligt hver uge blev en ny retorisk perle lanceret. “Skattelettelser til de rige”, “overbetaling til de private sygehuse” og ”uansvarlig finanspolitik” åbnede ballet. Efter tilpas mange gentagelser af disse sætninger, og mediernes ukritiske accept, lød det helt plausibelt at regeringen var ond. Men samtidig voksede behovet for at anskueliggøre alternativet.
Så blev fair løsning lanceret.
Alene navnet er retorisk manipulerende. Hvis socialisternes plan er fair, så er regeringens politik og planer implicit unfair. Og dermed var fronten trukket op for alvor.
Socialisterne lancerede den såkalte fair forandringsplan, som siden skulle vise sig at være et verbalt luftkastel. Planen hang ikke sammen, og da økonomerne fremhævede at skattestigninger for 31,5 mia. kroner virkede voldsomt, og påpegede at der ikke var megen vækst i den røde plan, så startede en diskussion om hvorvidt man kunne kalde alle 31,5 mia. for skattestigninger. Denne diskussion kører stadig. Men summa sum, så bliver det 31,5 mia. kroner dyrere at være borgere i landet, hvis den såkaldte fair løsning blev eksekveret ukritisk.
Nu hvor det stod klart for enhver, at socialisternes plan hverken var en løsning eller særlig fair (f.eks. over for de mange ufaglærte som alligevel ikke kan få efterløn), så havde socialisterne to valgmuligheder. De kunne indrømme fejlen, og lave en ny plan. Dette valg ville naturligvis være en delvis indrømmelse over for regeringen og befolkningen.
Så derfor valgte socialisterne noget helt nyt og spændende. De fastholdt den håbløse plan, men skruede op for retorikken og hånen mod regeringens resultater og planer. Fra anklager om “mangelfulde oplysninger” og “halve sandheder” gik man direkte til “løgn”. Enhver minister som udtalte sig, blev stemplet som løgner. Og hemmelighedsfuld. Og uoplyst om det reelle indhold af oppositionens luftige plan.
Angreb blev det bedste forsvar. Eller det eneste.
Ole Sohn satte nye rekorder for politisk retorik , da han lavede et historisk udfald mod Finansministeren, under en debat om den økonomiske politik på TV2. Heldigvis prellede den uskønne retorik, og det skingre toneleje helt af på Finansministeren, som mente at de to virkemidler blot skulle dække over et hul på 18 mia. i de rødes plan. Og han har nok ret.
Helle Thorning har sin helt egen stil, når hun deltager i TV-debatter med Statsministeren. Med små hånlige smil, lidt respektløs hovedrysten og en evig gentagelse af mantraet om regeringens ansvarsløse og ufinancierede skattelettelser, forgyldte privathospitaler og brutale skævvridning af samfundet, fører hun sig frem som en skinger furie, som heller ikke holder sig for god til at afbryde Statsministeren efter behov.
Retorikken er den samme. Tonelejet lige skingert. Og det hele er så let gennemskueligt, at det burde vække forargelse hos samfundets svageste, som nu er taget som gidsler af venstrefløjen. Gang på gang fremturer oppositionen med, at de kæmper for samfundets svageste. Og gang på gang viser det sig, at det kun er netop de svage som står i fagforening, og har indrettet sig på en bestemt (anerkendt) måde, som har fortjent de rødes opmærksomhed og hjælp.
