LEDER: Det skal kunne betale sig at arbejde. Det var faktisk et af de snusfornuftige borgerlige principper, som VK-regeringen fik gjort lidt ved i sin 10 år lange levetid. Desto mere begrædeligt er det, at den nye ARF-regering nu truer med at rulle disse gevinster tilbage.
Tag bare det såkaldte kontanthjælpsloft. Beskæftigelsesministeriet har udregnet de kontante gevinster for ledige kontanthjælpsmodtagere ved at påtage sig et arbejde med kontanthjælpsloftet. Tallene taler deres tydelige sprog:
Et kontanthjælpsægtepar, hvor den ene part påtager sig et arbejde, kan høste en gevinst på 2.760 kr. om måneden efter skat, hvis månedslønnen er på 15.000 kr. - med kontanthjælpsloft og 450 timers-regel. Uden er gevinsten på sølle 250 kr.
Er månedslønnen på 25.000 kr., så giver det en ekstra gevinst på 4.550 kr. at påtage sig et arbejde - med kontanthjælpsloft og 450 timers-regel. Uden er gevinsten på blot 560 kr.
Er månedslønnen på 35.000 kr., så giver det en ekstra gevinst på 7.390 kr. at få et arbejde - med kontanthjælpsloft og 450 timers-regel. Uden er gevinsten kun på 1.750 kr.
Det burde være klart for de fleste, at gevinsten ved at påtage sig et arbejde for de berørte ægtepar er alt for lille uden det kontanthjælpsloft og den 450 timers-regel, som VK-regeringen gennemførte.
Kan det virkelig være rigtigt, at ARF-regeringen ikke kan se det?