Rød-grønne vækstguruer fra SF

LEDER: Først kom det såkaldte friparti "Fremtidens Danmark" med dets uforgribelige meninger om, i hvilke industrier fremtidens økonomiske vækst kan...

Ole Birk Olesen,

19/01/2011

LEDER: Først kom det såkaldte friparti "Fremtidens Danmark" med dets uforgribelige meninger om, i hvilke industrier fremtidens økonomiske vækst kan skabes. Men nu afslører SF, at dette nye friparti er helt overflødigt - for vi har jo SF, der i forvejen mener nøjagtigt det samme:

"Efter dialog med erhvervsliv og organisationer og på baggrund af OECD’s anbefalinger, ved vi, at de globale vækstmuligheder ligger inden for miljø-, energi- og velfærdsområderne. Det er områder, hvor Danmark har gode forudsætninger for at skabe vækst. Så det er oplagt at satse på disse områder i en vækststrategi," siger Steen Gade, der angives at være vækstordfører for SF.

Hør her, dette er idioti. Simpelthen. Steen Gade har ikke en kinamands chance for at vide, hvor fremtidens vækst vil skabes, og om Danmark skulle være særligt egnet til at lægge jord til netop den vækst, han omtaler. Der er blevet snakket stolpe op og stolpe ned om, at Danmark skulle være fantastisk et sted at producere vindmøller, og alligevel kan man i dag konstatere, at produktionen af møllerne flytter til udlandet. Lige lidt hjalp al den megen politisk korrekte snak altså.

Idiotien hos SF består i, at man bilder sig selv ind, at man er nogle farligt dygtige investeringsrådgivere, selvom der formentlig ikke er et eneste SF-medlem, der nogensinde har beskæftiget sig professionelt med investeringsrådgivning. SF'ere er generelt ikke dygtige investorer, for hvis de var det, så var de millionærer, og millionærer stemmer generelt ikke SF. De er ideologer, og sjovt nok har de industrier, som SF nu har fundet ud af rummer fremtidens velstand, alle noget at gøre med grønne og røde dagsordner. Fint for ideologerne i SF, men god investeringsrådgivning er den slags politisk ønsketænkning sandt for dyden ikke.

Men man har spurgt i erhvervslivet, lyder det fra Steen Gade. Javel, det har man sikkert - i hvert fald i den del af erhvervslivet, som skal begunstiges med ny støtte, hvis SF's politik bliver gjort til lov. Og der har SF så fået det forventede svar, at erhvervslederne gerne vil have flere statspenge. Hvor fint ...

Man har læst OECD-anbefalinger, fortsætter Gade. Ok? Er det også hos OECD, at de store kapitalfonde henter råd og vejledning, når de skal placere deres milliarder og få størst muligt afkast? Gør småinvestorerne? Gør pensionskasserne? Kan man på de lyserøde erhvervssider i dagbladene og på investeringsforummer på nettet læse det nyeste nye om, hvad OECD anbefaler, at man skal investere sine sparepenge i? Nej, nej, nej og nej. OECD er end ikke i nærheden af at være et anerkendt organ for privat investeringsrådgivning, for OECD har slet ikke forstand på det. Den eneste grund til, at den danske stat skulle søge råd hos OECD for at finde fremtidens vækstindustrier, må være, at staten kan nøjes med at investere andres penge. Og skidt pyt med om de bliver tabt.

Muren faldt i 1989, og siden da har de fleste mennesker været enige om, at det der med markedsøkonomi da vist egentlig fungerer ret godt, når det handler om at skabe velstand. Man overlader det til folk selv at investere deres egne penge, fordi man har den idé, at det gør de nok generelt efter modne overvejelser om risici og mulige gevinster.

Den gevinst, som SF og Steen Gade er ude efter, er stemmer. Ikke vækst.

Kilde: