På sådan en helt almindelig torsdag aften slog det mig, at jeg lige ville undersøge en kommentar på Facebook nærmere. Noget sagde mig, at jeg skulle lade den stå uimodsagt hen. Men det var for fristende, og jeg ville ikke lægge bånd på mig selv. Hvad mente manden egentlig? Kunne han ikke uddybe det nærmere?
Jeg havde ellers opfattet mit medlemskab af en støttegruppe til gavn for flere personer, hvis kone, ægtemand eller barn stod overfor at blive sendt ud af Danmark til trods for deres velvilje til at arbejde og uddanne sig i Danmark, som en almen støtte til og forsvar af universelle menneskerettigheder. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg enten var naiv, en lille DF-støtte, DF's Facebook advokat, smooth operator eller (trommesoloen lyder) racist. Kort sagt jeg var blevet forført af satan og hørte ikke til i denne gruppe. Det var deres støttegruppe. Det gjorde nogle medlemmer mig i hvert fald opmærksom på.
I skrivende og efterrationaliserende stund er der nok en hel del sandhed i Erik Meier Carlsens definition af venstrefløjens pseudo-religiøse tænkning.1 For netop i denne gruppe af medlemmer, de bekendte politisk kulør med deres kommentarer, kom "moralismen" særligt til udtryk. Jeg begik hybris og fik nemesis. Jeg adlød ikke moralismens paroler og blev fordømt og udnævnt til hedning og vantro.
