Den relative fattigdom er ét af venstrefløjens favoritbegreber. Men reelt fortæller det jo intet! INTET. Selvfølgelig kan man hævde, at det fortæller om omfordeling af samfundets rigdom, hvis man altså kan snakke om, at samfundet skaber rigdommen, og det derfor er statens opgave at omfordele den skabte rigdom. Hvis ingen tjente en rød reje, så ville vi ikke have nogen relativ fattigdom, så enkelt er det, så hvad skal vi egentlig bruge begrebet til? INTET! ABSOLUT INTET!
Én fattigdom er der dog kommet ud af det evindelige fokus på den relative fattigdom, og det er danskernes eneste decideret fattigdom. Den åndelige. Hvis man udelukkende fokuserer på personlig optimering uden at skele til samfundsstrukturen, så er man efter min mening åndelig fattig. Hvis man vælger at blive på offentlig forsørgelse, mens der er åbne stillinger i restaurations-, hotel- og gartneribranchen, så er man åndelig fattig. Fokuset på den relative fattigdom har netop skabt en forsørget middelklasse, der kan læne sig tilbage i sin sofa, se lidt OL og så ellers nægte at søge de jobs, som er tilgængelige, udelukkende fordi arbejdet i sig selv ikke tjener til at trække dem ud af den relative fattigdom. Hvis man skal arbejde i Danmark, så skal man tilsyneladende blive relativ rig, ellers gider man ikke.
Man er åndelig fattig når man vælger at skide på de, som rent faktisk står op klokken 06:00 og går på arbejde, mens man selv bliver liggende og hæver sin understøttelse med en undskyldning om, at man nu har en uddannelse og bor i København, og man for guds skyld ikke vil hverken flytte geografisk eller fagligt for at tjene penge selv. Den åndelige fattigdom er hensynet til sig selv og ikke til andre, men mens venstrefløjen har travlt med at skyde skylden på kapitalisme og liberalisme som værende den egoistiske arbejders politik, så har venstrefløjens vælgere travlt med at optimere deres egne lommepenge, som på mystisk vis falder ned i lommerne på dem. Der er ikke ret mange af de evigtgode venstrefløjsvælgere, der på et eneste tidspunkt har stoppet op med kreditkortet i automaten og tænkt: “For fanden – Jeg køber nu et fladskærms-tv for en ond kapitalists indtjente penge.” I stedet har de med næsen trykket ind mod B&O-butikken grublet over den relative fattigdom og spurgt sig selv og Johanne Schmidt, hvorfor de ikke skal have et stort faldskærms-tv, når nu den onde kapitalist skal have et. Er han virkelig mere værd end mig… Jeg er også et menneske!
Er det ikke også åndelig fattigdom, når man med demonstrationer og blokader prøver at tvinge en tilfældig restauratør ud af sin forretning, fordi han ikke længere vil finde sig i 3Fs tyranni? Er det ikke åndelig fattigdom når man endda bevidst lyver for at få sin hetz til at fremstå i et bedre lys? Er det åndelige fattige løgnhalse som Poul Erik Skov Christensen, Dennis Kristensen, Harald Børsting, Henrik Sass, Johanne Schmidt, Villy Søvndal og Helle Thorning, som skal trække Danmark i den rigtige retning?
Til det kan jeg kun sige, at Danmark er et meget fattigt land. Den relative åndelige fattigdom i landet er enorm, og så længe vi ikke omfordeler den åndelige fattigdom, så ender det jo med, at nogen må bo på gaden og tigge bare for at få en smule værdighed tilbage.
