Som en anden gøgeunge forsøger Region Sjælland at få lukket den selvejende institution Filadelfia, der er landets eneste epilepsihospital og vel at mærke ikke offentligt ejet.
Heldigvis, og højest overraskende, er der bred politisk enighed på Christiansborg om, at det ikke må ske. Senest har formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V) i dag til DR P4 Sjælland udstedt en garanti for, at Filadelfia ikke vil blive lukket.
Sammen med en anden gøgeunge - Region Syddanmark - har Region Sjælland skubbet en tredje gøgeunge - Region Hovedstaden - ud af reden. Siden januar har de aftalt - hen over hovedet på patienterne - at bytte patienter til en nedsat pris.
Interessant udvikling. Glædeligt at der kan opnås mere behandling for de samme penge, men hidtil har der altså pågået en massiv overbetaling internt mellem regionerne. Hvem sagde overbetaling og af hvem?
Formålet synes ene og alene at være at presse privathospitalerne yderligere på deres eksistensgrundlag det endda til trods for, at en nylig opgørelse fra CEPOS viser, at privatehospitalerne er 19 procent billigere end offentlige sygehuse.
Det er vist ved at være på tide, at vi rotter os sammen og skubber samtlige 5 gøgeunger ud af reden.