Regeringens produktivitetsanalyse forbigår vigtige årsager til den lave produktivitet

Økonomi- og Erhvervsministeriets nye analyse af produktivitetsudviklingen i Danmark har formået at få mediernes opmærksomhed og har sat fokus på ...

Torben Mark Pedersen,

24/11/2009


Økonomi- og Erhvervsministeriets nye analyse af produktivitetsudviklingen i Danmark har formået at få mediernes opmærksomhed og har sat fokus på et alvorligt problem i dansk økonomi: Den lave produktivitet og vækst.

Den dårlige er, at analysen slet ikke tager kvalificeret fat på problemerne:

- Midt i juhu-bemærkningerne om de generelt gode rammevilkår for virksomheder herhjemme, nævnes det overhovedet ikke, at den høje kapitalbeskatning (selskabsskat + kapitalindkomstbeskatning) kunne have en betydning for investeringsniveauet og dermed kapitalbeholdningen og produktiviteten. Det er ellers ret indlysende og et velbelyst problem i økonomisk vækstteori og empiri.

- Skat nævnes i det hele taget ikke med ét ord: Heller ikke, at de høje marginalskatter begrænser mulighederne for at spare op til at starte egen virksomhed og samtidig reducerer tilskyndelsen til at løbe en risiko ved at starte egen virksomhed.

- Det problematiseres overhovedet ikke (og antydes højst indirekte), at beskæftigelsen af indvandrere med meget ringe eller ingen uddannelse, fører til et fald i den gennemsnitlige produktivitet og sænker det generelle velstandsniveau.

- Der gøres ikke meget ud af, at kvaliteten af det danske uddannelsessystem er ringe, og at det påvirker produktiviteten for nyuddannede, såvel som forskningsindsatsen

- Det nævnes ikke med ét ord, at den store offentlige sektor fortrænger privat produktion og dermed reducerer størrelsen af hjemmemarkedet med mindre konkurrence og mindre arbejdsdeling som resultat.

- Det nævnes, men det kunne have fået mere plads, at den offentlige sektor fortrænger beskæftigelsen af især højtuddannet arbejdskraft, fordi en uforholdsmæssig stor del af akademikere i Danmark bliver beskæftiget i det offentlige (og mange af os sidder virkelig og spilder vores tid der).

- Det nævnes ikke med ét ord, at der er så mange bureaukratiske regler, administrative byrder, konkurrencebegrænsende regler, licenser og tilladelser, der skal til for at drive virksomhed, at det helt naturligt begrænser produktiviteten og iværksætteriet.

- I mange andre samfundsvidenskabelige discipliner - og såmænd også i økonomisk vækstteori - erkendes det, at et lands kultur spiller en rolle. Mon den danske velfærdsstats ødelæggelse af enhver menneskelig ambition om at tage friheden og ansvaret på egne skuldre, klare sig selv og ikke ligge andre til last for at skabe en bedre fremtid for sig selv og sine børn spiller en rolle? Ja, jeg spørger bare...

http://www.oem.dk/graphics/oem/nyheder/Pressemeddelelser%202009/%D8konomisk%20tema%20om%20Produktiv

Kilde: