Finansministeriets gennemregning af Liberal Alliances økonomiske program har fået fortjent opmærksomhed i de forløbne 10 dage. Også fra finansministeren selv, som dog ikke er rigtigt glad.
Jojo, beskæftigelsen vil blive øget med anslået 124.000 personer, BNP vil vokse med cirka 108 mia. kr., og danskerne vil opleve et fald i skattetrykket fra de nuværende 48,6 pct. af BNP til knap 43 pct. af BNP.
Men det er nu alligevel noget skidt, det hele! Mener Bjarne Corydon.
For forudsætningen om, at den offentlige sektors produktion frem til år 2025 kan effektiviseres, så den bliver 10 procent billigere, uden at servicen bliver dårligere, er angiveligt så tvivlsom, at Corydons ministerium slet ikke går ud fra, at det kan gøres. Finansministeriet regner i stedet på de negative effekter for danskerne, når servicen fra den offentlige sektor bliver lige så meget dårligere, som den bliver billigere.
Det er bemærkelsesværdigt, for regeringen forventer samtidig, at den selv kan effektivisere i den offentlige sektor, så produktionen bliver billigere, uden at servicen bliver dårligere. Centralt i regeringens politik frem mod år 2020 står en målsætning om, at der kan spares 12 mia. kr. på effektivisering af den offentlige sektors nuværende produktion.
Så vores socialdemokratiske finansminister kan altså effektivisere for 12 mia. kr. på fem år, vurderer han selv. Det svarer til en effektivisering på 2,3 pct. Men samme finansminister afviser pure, at en mere ambitiøs borgerlig finansminister ville kunne gøre den offentlige sektor 10 pct. mere effektiv over en dobbelt så lang periode.
Er det nu så utænkeligt? Det mener Produktivitetskommissionen, en ekspertkommission som regeringen selv har nedsat, ikke:
"Alene ved at udbrede bedste praksis vil der formentlig være et potentiale for produktivitetsforbedring på mindst 10 pct. På langt sigt er potentialet endnu højere, da der også er mulighed for løbende innovation og forbedringer – selv i de enheder, der i dag er de mest effektive,” sagde professor Peter Birch Sørensen, formand for Produktivitetskommissionen, i juni 2013.
Men hvordan skal det gøres?
Først og fremmest ved at skære i bevillingerne. Kun få mennesker, virksomheder og institutioner har gjort sig den umage at udtænke anderledes og klogere måder at arbejde på, uden at der var en gevinst forbundet med det for dem selv, eller uden at der var et pres på for at gøre det. Menneskeheden er blevet mere produktiv, fordi der var fordele forbundet med det for dem, der blev mere produktive, eller fordi det var nødvendigt på grund af et udefrakommende pres.
I offentlige institutioner høster hverken ledere eller menige medarbejdere private gevinster af større produktivitet. Det fører ikke til hverken større profit eller højere løn, som de kan stikke i egen lomme. Nogle vil opleve en større arbejdsglæde ved at udføre arbejdet mere omkostningseffektivt, men almindelig menneskelig konservatisme, vanetænkning og utryghed ved forandring skal overvindes, før man kommer så langt, og det er svært uden hverken økonomisk gulerod eller økonomisk pres.
Der kan fra Christianborg peges på eksempler på offentligt pengespild. Man kan henvise til sygefraværet blandt offentligt ansatte, som ligger betragteligt over privat ansattes - selv inden for de samme brancher. Man kan nævne den ringe grad af konkurrenceudsættelse og udlicitering i nogle kommuner sammenlignet med andre. Man kan pege på de enorme forskelle på kommunernes generelle udgiftsniveau uden påviselige tilsvarende forskelle på deres serviceniveau. Og meget andet.
Men det er ikke Folketingets opgave at fortælle hver enkelt kommune, hvert enkelt styrelseskontor, hver enkelt statsinstitution, hvordan de kan drives mere effektivt. Det er Folketingets medlemmer slet ikke i stand til. Det, Folketinget kan gøre, er at skære i pengestrømmene med en forventning om, at der i den offentlige sektor findes ledere, som bør være i stand til at tilrettelægge arbejdsgangene på måder, der er mindre omkostningskrævende, uden at servicen bliver dårligere.
Som professor Peter Nedergaard har skrevet det:
"Hvis man [...] skal rådgive danske politikere, bør de i endnu højere grad stille krav om offentlige besparelser uden at fortælle, hvad besparelserne nødvendigvis skal omfatte. Ja, man burde gøre det langt oftere, end man gør i Danmark. Besparelsesmulighederne findes nemlig altid derinde bag murene i de offentlige chefers hoveder, hvis de får besked om, at de skal fremlægge dem. Det er måske endda uansvarligt, hvis ikke politiske partier konstant presser på, når man nu mangler muligheden for at måle chefers egenskaber via overskuddet."
Regeringens magiske 2,3 procent store effektivisering over fem år, som socialdemokrater over det ganske land mener er mulig, kan blive til en borgerlig regerings 10 procent store effektivisering over ti år. De borgerlige partier, som måske får flertal sammen efter valget, skal bare turde kræve det af de offentlige ledere.
