Mens Helle Thorning-Schmidt og Marianne Vestager roser Villy Søvndal, for hans tid som SF formand, undgår de bevidst og behændigt, at flytte fokus over på hvad krisen i SF betyder for regeringen. For ret beset er det jo lige nu og her ligegyldigt for landets ledelse, hvad et par formænd for to søsterpartier mener om Villy Søvndals nu fortidige ledelse og lederskab.
At Willy Søvndal går fra posten, dagen efter finanslovsforhandlingerne startede, lige før Statsministerens åbningstale og en ny politisk sæson, viser en regering i dyb krise, uden ledelse og styring. Uden ansvarlige formænd, der kan tænke udover egne partiproblemer.
Hvorfor forsøgte Helle Thorning-Schmidt ikke at tale Søvndal fra hans exitplaner? Eller har Søvndal end ikke villet drøfte emnet med Statsministeren og dermed ikke søgt hendes råd? Hvordan kan Søvndal tro, at regeringen ikke lider skade af hans opgivelse af formandsposten? Og hvorfor går han ikke planken ud og trækker sig som minister, for tydeligt at afvise, at han har brugt formandsposten i SF, som rampe for egne ministerambitioner? En beskyldning som Thulesen-Dahl har leveret. Thulesen-Dahl er på banen, fordi han frygter at hans kåring, af Pia Kjærsgaard, som kommende formand for Dansk Folkeparti, får for meget bevågenhed. Thulesen-Dahl skal ikke ud i demokratisk kampvalg og derfor kommer krisen og medieopmærksomheden på et kampvalg i SF, meget belejligt for ham.
Det er en alvorlig situation for en regeringsleder, at det ene af tre partier er inde i en uoverskuelig ledelsesmæssig krise og turbulens og står foran en fløjkrig, der knækker partiet. Alt imens Enhedslisten kan absorbere hver anden vælger, der for et par uger siden ville stemme på SF.
En lederkrise i SF bunder i en politisk krise, der har at gøre med manglende medlemsmæssig opbakning til partitoppens linie og til det, at SF har taget et regeringsansvar på sig. Partiet er ikke moden til magten.
Valg- og samfundsforsker, Lektor Johannes Andersen sagde faktisk for et halvt år siden, at SF kunne ryge ud af folketinget ved næste valg. Det er slet ikke utænkeligt.
SF's leder- og ledelseskrise er regeringens lederkrise. Det er Statsministerens hovedpine.
