Regeringen vil spilde penge på unødvendig motorvej af hensyn til udkantsdanmark

I går kom regeringen med sit udspil om udkantsdanmark ”Danmark i balance i en global verden”

torbenmarkp

04/09/2010

I går kom regeringen med sit udspil om udkantsdanmark ”Danmark i balance i en global verden”. Det er sjælden kedelig læsning – selv for en regeringspublikation – men det var umiddelbart opløftende at læse i indledningen, at regeringen ikke mener, at løsningen er at give økonomiske tilskud:

”Løsningen er ikke at give tilskud til enkeltvirksomheder for at lokalisere sig i bestemte geografiske områder eller andre tiltag, som fastholder en utidssvarende erhvervsstruktur. Så bliver vi på sigt fattigere som nation.”

Det er så sandt, som det er sagt. Hvis vi skal have gang i væksten igen, så er det jo den dårligste ide af alle, at smide gode penge efter dårlige ved at give støtte til tilbagegangsindustrier eller tilbagegangsregioner.

”Løsningen er derimod at give hele Danmark de bedste rammer for at udnytte globaliseringens muligheder og skabe grundlag for virkelyst.”

Med disse opløftende indledende bemærkninger kunne man så forvente, at regeringen ville lægge op til generelt at forbedre rammebetingelserne for dansk erhvervsliv – men faktum er, at selv om der er sund fornuft i en del af forslagene (afregulering), så er regeringens plan for udkantsdanmark ét langt katalog over planøkonomiske tiltag, støtteordninger, reguleringer og offentlige initiativer.

Et af de mere hovedløse forslag, der tilmed kommer til at koste et milliardbeløb, er planen om at anlægge en motorvej fra Holstebro til Herning.

Enhver må undre sig: Hvis der er tale om et udkantsområde, som folk flytter fra, og erhvervsvirksomheder forlader, hvordan kan trafiktætheden så være vokset så meget, at der er behov for at anlægge en ny motorvej?

Det er der heller ikke. I dagens Jyllandsposten lyder det fra trafikforksere, at der ikke er brug for en ny motorvej: ”Det er et godt eksempel på, at man bruger investeringer i trafik som dokumentation for, at vælgerne i et område får noget for deres skattepenge. Det indgår ikke i en større diskussion om, hvilke trafikproblemer der skal løses,” siger trafikforsker, lektor Henrik Harder fra Aalborg Universitet ifølge JP.

- - -

Dansk økonomi befinder sig i en vækstkrise, og i 15-20 år har produktivitetsstigningstakten og den økonomiske vækst i Danmark været lavere end i de andre velstående OECD lande. Hvis vi skal have genoprettet dansk økonomi og få gang i væksten igen, så er det sidste vi har brug for, at regeringen smider 2-3 mia. kr. ud af vinduet på et nyt motorvejsprojekt, som ikke er pengene værd. De penge kunne være brugt bedre og skabt mere velstand og beskæftigelse ved at sænke selskabsskatten eller topskatten. Regeringens forslag er et eksempel på, at regeringen går imod sin egen vækstdagsorden for ved at smide penge ud på en motorvej, der ikke er brug for, forringes de generelle rammebetingelser, velstand destrueres, og det er et urimeligt spild af skatteborgernes penge.

Kilde: