LEDER: Intet offentligt underskud er så stort, at vor kære borgerlige regering ikke kan finde råderum til endnu engang at øge det offentlige forbrug. I Venstres og de Konservatives forslag til finanslov for 2011, som i dag blev fremlagt, har man afsat tre milliarder ekstra kroner til spendering oven i de cirka 1.000 milliarder kroner, man allerede forbruger i år. Ja, hvorfor dog bryde en gammel vane, blot fordi den er ved at ruinere landet.
Imens går de Konservatives finansordfører, Mike Legarth, til angreb på Liberal Alliance, der har formastet sig til at sige, at den offentlige sektor vel ikke behøver at være større, end da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen regerede, d.v.s. med 40.000 offentligt ansatte færre end i dag.
"Liberal Alliance lever i en drømmeverden," siger Legarth, fordi han ikke synes om den grønthøster, som Liberal Alliance vil lade køre bredt henover de offentlige budgetter. Hvad er så Mike Legarths og de Konservatives bud på, hvordan den offentlige sektor bedst slankes? Det hører vi ikke noget om, selvom man hævder, at man deler målsætningen. Alternativt kan Legarth også bare fortælle, hvorfor de Konservative i det hele taget lod de 40.000 ekstra ansætte i det offentlige, når han og partifællerne i virkeligheden var imod det? Og hvorfor fortsætter man med at ansætte endnu flere med de ekstra tre milliarder, som man nu vil afsætte til formålet?
Grønthøsteren er måske ikke den i teorien bedste måde at barbere de offentlige udgifter på, men i den virkelige verden, hvor også de Konservative beklageligvis er tvunget til at opholde sig, har den ofte vist sig at være den eneste måde. For når de Konservative ikke vil spytte ud med hvilke konkrete dele af det offentlige legeme, der mest formålstjenligt kunne trænge til en fedtsugning, så skyldes det jo det hylekor af brugere såvel som - især - ansatte, som vil blive igangsat, lige så snart en konkret besparelse er meddelt: 'Hvorfor lige os? Vi gør da så meget gavn - tænk dog på de svage, som vi holder i vore varme hænder dagen lang!'
Sådan vil det lyde, de Konservative ved det, og derfor gør de ikke noget. Andet end at brokke sig over Liberal Alliance, naturligvis.
Imens går de Konservatives finansordfører, Mike Legarth, til angreb på Liberal Alliance, der har formastet sig til at sige, at den offentlige sektor vel ikke behøver at være større, end da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen regerede, d.v.s. med 40.000 offentligt ansatte færre end i dag.
"Liberal Alliance lever i en drømmeverden," siger Legarth, fordi han ikke synes om den grønthøster, som Liberal Alliance vil lade køre bredt henover de offentlige budgetter. Hvad er så Mike Legarths og de Konservatives bud på, hvordan den offentlige sektor bedst slankes? Det hører vi ikke noget om, selvom man hævder, at man deler målsætningen. Alternativt kan Legarth også bare fortælle, hvorfor de Konservative i det hele taget lod de 40.000 ekstra ansætte i det offentlige, når han og partifællerne i virkeligheden var imod det? Og hvorfor fortsætter man med at ansætte endnu flere med de ekstra tre milliarder, som man nu vil afsætte til formålet?
Grønthøsteren er måske ikke den i teorien bedste måde at barbere de offentlige udgifter på, men i den virkelige verden, hvor også de Konservative beklageligvis er tvunget til at opholde sig, har den ofte vist sig at være den eneste måde. For når de Konservative ikke vil spytte ud med hvilke konkrete dele af det offentlige legeme, der mest formålstjenligt kunne trænge til en fedtsugning, så skyldes det jo det hylekor af brugere såvel som - især - ansatte, som vil blive igangsat, lige så snart en konkret besparelse er meddelt: 'Hvorfor lige os? Vi gør da så meget gavn - tænk dog på de svage, som vi holder i vore varme hænder dagen lang!'
Sådan vil det lyde, de Konservative ved det, og derfor gør de ikke noget. Andet end at brokke sig over Liberal Alliance, naturligvis.
