LEDER: Madpakke-sagen er bemærkelsesværdig. Ikke fordi vores borgerlige regering her har ønsket at socialisere endnu et lille hjørne af samfundslivet, som hidtil havde været på private hænder - den slags sker hele tiden, selvom det ikke burde være tilfældet med en regering bestående af Venstre og de Konservative. Den er bemærkelsesværdig, fordi de to partier plejer at nøjes med at skrotte deres principper, når de føler folkestemningen ånde dem i nakken med et krav om, at det skal ske. I denne sag har regeringen derimod kæmpet ihærdigt for sin anti-borgerlige politik, selvom det i mange måneder stod klart, at folkestemningen var imod.
Hvorfor gjorde man det så? En mulig forklaring er, at man i de to regeringspartiers ledelser helt har glemt, hvad missionen egentlig er. De mange års omgang med embedsmænd på Slotsholmen har fået ministrene til at tænke som de selvsamme embedsmænd. Man har haft fokus på bøvlet ved at skulle udtænke en ny ordning i stedet for den gamle, og man har ikke villet tabe ansigt.
Det kan også være, at man har frygtet venstrefløjens beskyldninger om asocial politik, hvis man lavede den borgerlige madordning: Der er jo ikke noget galt med, at forældre kan købe varm mad til deres børn på skolen, men det skal være frivilligt, og de skal selv betale.
Og hvad så hvis nogen påstår, at de ikke har råd? Hvad skulle regeringen så sige? Regeringen skulle have sagt, at det ikke passer. At alle i dette land har råd til mad, selv dem der frivilligt eller
ufrivilligt ikke har noget arbejde - det sørger verdens mest rundhåndede overførselsindkomster for. Og hvis nogen påstår, at de ikke har råd, så er det fordi, de må omprioritere deres forbrug.
Alternativt kan de fortsætte med at smøre deres madpakke selv som hidtil. Det skulle regeringen have sagt, og så skulle regeringen have stået fast, når Mette Frederiksen gik amok. Simpelthen bare have stået fast. Når regeringen kan kæmpe i måneder for gennemførelsen af - med Thor Pedersens ord - "rendyrket socialisme" - hvorfor skulle den så ikke kunne kæmpe for liberalisme?
Hvorfor gjorde man det så? En mulig forklaring er, at man i de to regeringspartiers ledelser helt har glemt, hvad missionen egentlig er. De mange års omgang med embedsmænd på Slotsholmen har fået ministrene til at tænke som de selvsamme embedsmænd. Man har haft fokus på bøvlet ved at skulle udtænke en ny ordning i stedet for den gamle, og man har ikke villet tabe ansigt.
Det kan også være, at man har frygtet venstrefløjens beskyldninger om asocial politik, hvis man lavede den borgerlige madordning: Der er jo ikke noget galt med, at forældre kan købe varm mad til deres børn på skolen, men det skal være frivilligt, og de skal selv betale.
Og hvad så hvis nogen påstår, at de ikke har råd? Hvad skulle regeringen så sige? Regeringen skulle have sagt, at det ikke passer. At alle i dette land har råd til mad, selv dem der frivilligt eller
ufrivilligt ikke har noget arbejde - det sørger verdens mest rundhåndede overførselsindkomster for. Og hvis nogen påstår, at de ikke har råd, så er det fordi, de må omprioritere deres forbrug.
Alternativt kan de fortsætte med at smøre deres madpakke selv som hidtil. Det skulle regeringen have sagt, og så skulle regeringen have stået fast, når Mette Frederiksen gik amok. Simpelthen bare have stået fast. Når regeringen kan kæmpe i måneder for gennemførelsen af - med Thor Pedersens ord - "rendyrket socialisme" - hvorfor skulle den så ikke kunne kæmpe for liberalisme?
