Reformation af Danmarks uddannelsessystem!

Danmark er verdensmester i at have folk på heltidsforsørgelse

StefanLSJensen

03/10/2012

Danmark er verdensmester i at have folk på heltidsforsørgelse. Reformation af uddannelsessystemet er løsningen på dette problem.

 

Andelen af den danske befolkning over 65 år vil frem mod år 2050 blive fordoblet set i forhold til aldersgruppen 15-64 år. Der vil altså komme mange flere ældre i forhold til folk i den arbejdsdygtige alder.

Dette er en generel udvikling i mange lande, så en del lande står overfor en udfordring her. Danmark har dog væsentlige handicap:

  • Folk der tager en lang videregående uddannelse er generelt 3-4 år ældre i DK før de både starter, og derfor som regel også slutter deres uddannelse, end i lande som USA, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Japan.
  • Andelen af folk der studerer en lang videregående uddannelse på fuldtid er markant højere  i Danmark end i eksempelvis USA, UK, Sverige, Norge og Finland.

Så hvad skal gøres?

1.Nedbring alderen for hvor gamle folk er før de starter og slutter deres uddannelse.

2.Forkort mange uddannelser og lave mange flere fleksible deltidsuddannelser.

3.Lav flere tiltag i folkeskolen, tekniske skoler, gymnasier, handelsskoler, universiteter og på praktiske uddannelser der lærer unge at komme med ideer, tage valg og løse problemer via både fordybelse og praktisk tilgang.

Hvordan?

  • Afskaf normale 10.klasser. Efterskoler fungerer godt.
  • Når børn/unge har lært de basale regne- og læsefærdigheder og imens de fortsat tilegner sig en god almen viden skal de samtidig, svarende til deres alder, læres nye ting, have mulighed for at specialisere sig og være med til at tage valg omkring hvordan de synes problemer og udfordringer skal løses. På Bagsværd Kostskole og Gymnasium kan elever fra 8.klasse tage en 5-årig folkeskole – og gymnasieuddannelse med fokus på bioteknologi. Glimrende eksempel hvor hvordan man igennem uddannelse har skabt nogle rammer for fornyelse og fordybelse.
  • Opfordre unge under gymnasial uddannelse til at tage universitetsfag på sommerskoler så man gør det lettere at forkorte uddannelser.
  • Skabe mulighed for, blandt både universiteter og virksomheder, at man rent faktisk kan bruge en bacheloruddannelse til noget – andet end at læse videre med. For det første bruger man i mange fag ikke ret meget af det teori man har lært i på universitet i 5-6 år når man er færdig, og for det andet skal man først til at lære et fags praktiske spilleregler når man kommer ud fra universitet.
  • Gøre det muligt at kombinere uddannelse og arbejde i højere grad samt tage meget mere af sin videregående uddannelse på deltid. I andre lande er det meget udbredt at tage videregående uddannelse på deltid og/eller arbejde en masse under studiet. I England kan man eksempelvis tage universitetsuddannelser på en såkaldt sandwichmetode: Læse 3 års bachelor, ud at arbejde fuldtid og så enten en 1-årig master på fuldtid eller deltid hvis det er ønsket af personen og/eller virksomheden. I Danmark har vi en HD-uddannelse der fungerer – lad os få mange flere af den slags ordninger indenfor alle uddannelsesretninger.
  • Gøre det lettere og mere almindeligt at kombinere relevant arbejde og studie. Virksomheden IT-Minds fra Århus, der løser IT opgaver for virksomheder med studerende som arbejdskraft, er et glimrende eksempel på at studerende kan lave mange af de samme opgaver som ældre/fuldtuddannede medarbejdere kan.
  • Gøre det muligt for studerende at kombinere teori med virkelighed – enten igennem deres egne projekter eller ansættelse i virksomheder, stat eller organisationer. Det er jo en kendsgerning at meget teori på nogle uddannelser er forældet så snart det er skrevet – ved at engagere de studerende til være med hvor det sker, dvs ude i virksomhederne og ude i ”marken” og evt.prøve deres egne ideer af, kan deres viden anvendes til gavn for dem selv, deres medstuderende og universiteterne.
  • Gøre det mere attraktivt for unge ikke at skulle vælge enten i første omgang handelsskole, gymnasium eller HF og i anden omgang universitet, men i højere grad gøre det mere attraktivt at tage en praktisk uddannelse (både som en mulighed efter folkeskolen og efter gymnasial uddannelse), der efter endt læretid eller under læretid kan kombineres med noget teoretisk så man også skaber et studiemiljø omkring disse uddannelser og giver eleverne en teoretisk og almen viden.

Resultater:

  • Folk er yngre når de starter og slutter på uddannelser.
  • Danmark får flere ivrige og visionære unge folk ud at tjene rigtige penge.
  • De unge får en kombineret praktisk og teoretisk viden.
  • Danmark kan opretholde et velfærdssamfund.

Skrevet af Stefan Lageri-Schmidt Jensen, London

Kilde: