Refleksion: Hvordan og hvornår kan vi håndtere det grusomme?

af Thomas Aaby Berdal

Hvad er det for faktorer der spiller ind, når vi bygger et tabu. Hvor tæt på skal tragedien være - og hvilke omstændigheder retfærdiggør billedgengivelse, citering - og mere generel behandling af en grusom situation? En meget vigtig faktor synes at være kulturidentifikation og tildels og geografisk og tidsmæssig afstand. Men hvorfor spiller den kulturelle identifikation en - tilsyneladende - særlig rolle?

Fornylig var der en debat om rimeligheden i at medier bringer interviews med Anders Behring Breivik. Flere medier havde trukket deres ansøgninger om interview tilbage, fordi man ikke vil "give taletid til monstret". Bl.a. BBC havde haft ansøgt om interview - men siden trukket denne tilbage.
Ekstra Bladet har som én af få medier fastholdt ansøgningen. Til stor irritation for f.eks. Lisbeth Knudsen hos Berlingske. Et hovedargument imod at bringe interviews er, at man giver Breivik en stemme - og at hans handling får opfyldt sit mål. Men hvad er det for et billede vi står tilbage med, såfremt et sådan interview gennemføres? Er det et billede af en førerskikkelse, som vi lader os inspirere af? Eller er er det et billede af en sølle sindsforvirret person? Én person og en tendens vi skal være bange for - eller måske endnu værre, for nogle, en person vi ynker?
Jeg tror at vi med tavshed på sin vis giver Breivik meget mere mytisk magt. Og uhensigtsmæssigt kan være med til at skabe en personkult omkring ham.