Røde løgne i grønne klæ’r [Boganmeldelse]

Dette er historien om hvordan de forskellige ”grønne bevægelse”, øko-organisationer og miljøaktivister i virkeligheden blot bruger deres påstande om miljøbeskyttelse som påskud for i virkeligheden at liste en kommunistisk dagsorden ind ad bagdøren. Under påskud af at ville frelse kloden fra den menneskelige ødelæggelse af naturen har øko-organisationernes kommunistiske bagmænd i virkeligheden for øje at ødelægge de vestlige industrinationer ved at indføre miljøskatter og -afgifter, som skal sendes til den tredje verden ud fra et omfordelingsprincip på verdensplan efter socialistisk opskrift, fordi vi angiveligt her i vesten lever over evne med overforbrug og udnytter og ødelægger planeten til skade for de stakkels u-lande.

Bogen handler om, hvorledes de ”grønne” interesseorganisationer i dag har bredt sig til hele det politiske spektrum – også de såkaldt borgerlige partier – via venstrefløjspartiernes magtpositioner i samfundet, idet selvfølgelig først og fremmest universiteterne i dag, og dermed forskningen og videnskaben, er underlagt den røde dagsorden og politiske korrekthed. Under dække af at ønske ”det bedste” for kloden og menneskeheden bliver et skyldkompleks indpisket i den vestlige verdens befolkninger, og netop dette skyldkompleks udnyttes til at lirke de forskellige socialistiske tiltag igennem af hensyn til miljøet, som i virkeligheden har til formål at udbygge internationale organisationer som FN og WFF til verdensomspændende kontrolinstanser med beføjelser til at straffe vestlige lande hvis de ikke overholder miljøkravene. Derfor er det heller ingen tilfældighed at de rødes ”grønne argumenter” indbefatter hvordan vi hver især skal indrette vores liv; hvad vi må købe, hvor vi må bygge hus, hvad vi må mene, tænke, arbejde med osv. Ud fra postulaterne om den menneskeskabte (ͻ: vestlige verdens) ødelæggelse af planeten, bindes båndene strammere og strammere om nationalstaterne, som til sidst helt skal miste deres selvbestemmelse og overlade den til en overstatslig, socialistisk verdensregering ”til vores eget bedste” og ”af hensyn til jordens frelse”. Og vé den, som prøver at gøre modstand …

Hvordan de røde blev grønne

Gorbatjovs begreb ”perestrojka” blev misopfattet som en ”reform” af Sovjetunionen, men en mere korrekt oversættelse af ordet er ”omstrukturering”. Med det menes, at kommunismen var nået til et punkt, hvor den måtte spille på andre strenge end proletariatets revolution (som jo havde slået fejl i at sprede sig til Vesten) for at sprede sig. Mennesket som miljøsynder var således et perfekt koncept for kommunismen at udnytte til at gennemtrumfe stavnsbinding af nationalstaterne med miljømæssige forpligtelser. Allerede i 1956 blev der i Sovjet taget de første skridt til den nye grønne omformulering af socialismens doktriner til argumenterne omhandlende klimabeskyttelse, som siden har vundet indpas i Vesten med etableringen af miljøorganisationer og grønne bevægelser, og disse udfører således i virkeligheden, bevidst om det eller ej, socialismens agenda. Dette ved vi fra tidligere sovjetiske top-embedsfolk såsom Ivan Frolov. Og miljøargumenterne skulle bruges til at overbevise politikere og befolkninger om at en miljø- og naturkatastrofe var nært forestående, hvis vi ikke handlede straks med passende forholdsregler (ͻ: miljørestriktioner, afgifter, omlægning af energiproduktion).

For hvis man kigger på hvad det er de forskellige tiltag til afværgning af den angiveligt ellers uundgåelige naturkatastrofe går ud på, er det under ét betragtet at smadre de udviklede landes energitilførsel for dermed indirekte at de-industrialisere dem. For de såkaldte ”alternative energiformer”, også kaldet vedvarende energi, er overhovedet ikke noget alternativ, selvom venstrefløjen og miljøorganisationerne selvfølgelig påstår det. Bare et eksempel: Hvis et land som Danmark skulle få sin energi fra solceller, ville det ikke engang række at tilplastre hele Danmarks areal med dem; pga. de få soltimer her hos os ville dette ikke være i nærheden af at dække vores behov. Det samme med vindmøller. De ”grønne” energiformer er derfor en dårlig forretning og kan kun holdes i live med statstilskud. Pengene får staten (selvfølgelig) via skatter og afgifter, således at vi alle bliver tvunget til at betale mere for energien, hvilket bremser vores produktivitet og udvikling. Men dette er også netop de rødes hensigter bag deres maske af grønne intentioner. For blot at nævne et grotesk eksempel fra bogen; producenterne af solenergi med solceller på deres tage bruger ikke engang selv solenergi i deres egne huse, fordi den er for dyr. De sælger solenergien dyrt med statstilskud og køber strøm til eget forbrug hos de konventionelle kraftværker, hvor den fås ca. 14 gange billigere.

Og indoktrineringen af den vestlige verdens befolkning skal begynde allerede i skolealderen, hvor man er mere modtagelig overfor propaganda. Et citat af Mikhail Gorbatjov fortæller alt:

Massemedierne må spille en afgørende rolle i økologiseringen af bevidstheden, når det handler om at tiltrække velovervejede forbrugere, som er indstillede på at lægge begrænsning på sig selv for at beskytte biosfæren og i sidste ende redde livet på jorden.

Han fortsætter med at denne ”undervisning” bør starte allerede i skolealderen og fortsætte livet ud. Og i øjeblikket er de vestlige medier da også i fuld gang med at udleve denne kommunistiske folkeopdragelse med dens miljøpropaganda om meterhøje havstigninger og menneskeskabte miljøkatastrofer i fremtiden, for derved at indjage de europæiske befolkninger angst og skyldkomplekser over deres højere levestandard og ansvarsfølelse overfor alle ulykker i verden, hvilket gør det lettere at trække penge ud af dem og holde dem i udviklingsmæssige tøjler. I Rio de Janeiro blev der i 1992 afholdt klimakonference med mange statsledere, hvilket fik Gorbatjov til at benytte lejligheden til at kræve indføring af et internationalt kodeks for økologisk etik. Til grund for Rio-topmødet lå et forarbejde fra 1972 og Rio lagde grunden for Kyoto-protokollen i 1997, hvor industrilandene første gang blev pålagt rammer for udledning af de såkaldte drivhusgasser. USA tiltrådte aldrig Kyoto-protokollen og Canada trådte ud i december 2011. Udviklingslandene blev ikke pålagt nogen begrænsning og har desuden mulighed for at sælge deres ikke-eksisterende udledning af CO2 som kvoter til i-landene, hvilket giver dem en gratis indtjening udover bistandshjælpen. Som Jacque Chirac udtalte det: Kyoto udgør den første komponent til en egentlig verdensregering.

Bemærkelsesværdigt er ikke så meget, at de røde med grønne påskud vil sænke levestandarden i den industrialiserede verden ved at afskære dens adgang til energi. Deres omfordelingsplaner, hvor penge tvinges fra i-landene til u-landene, hjælper overhovedet ikke u-landene, men skader dem tværtimod. Ikke alene gør pengene det økonomisk ufordelagtigt at opbygge en egen produktion i u-landene, så de kan klare sig selv, men gennemtvingelsen af biobrændstof fra planter hæver prisen på fødevarer, så at fattige i u-lande ikke kan købe mad, men udelukkende sælge til brændstofproduktion. Derfor skal bønderne have støtte før det giver overskud, hvilket kræver endnu flere penge og kører de rød/grønne miljøforkæmpere i et endnu bedre lys i godhedsindustriens hellige navn osv. Desuden er det en vigtig pointe, at de fattige lande i Afrika ikke er fattige, fordi kolonimagterne har udnyttet dem og at vi i Vesten derfor har en moralsk forpligtelse til at sende dem penge (~det røde yndlingsargument), men at de er fattige netop pga. af socialisme og planøkonomi; farmene ejer ikke selv deres jord, men derimod staten eller høvdingen, som beslutter hvad der må dyrkes og hvor meget, kontrært til et reelt eksisterende behov. Og u-landsbistanden gør det endnu mindre profitabelt at dyrke noget selv. De steder i Afrika, hvor en velfungerende produktion var opbygget, blev den ødelagt ved at jage de hvide farmere bort og tage deres land efter påbud fra de røde om at starte socialistiske revolutionære terrororganisationer, der kaster området ud i krig og hærgen for bistandskroner, som først skaber problemerne som misvækst og hungersnød.

De rødes grønne løgne

De strenge, som fortalerne af internationale restriktioner spiller på, bygger på fejlopfattelser og bevidste løgne, der ved tilstrækkelig gentagelse er blevet stadfæstet som kendsgerninger. De alternative forklaringer på de grønne løgne kommer ikke frem i medierne, eller deres fremførere kues som miljøsvin, klimabenægtere osv. Men meningen er jo netop heler ikke sandhed eller oplysning, men udbredelse af deres egen ideologi til at kontrollere en stadigt større del af vores hverdag.

Når de cirkulerende postulater fra de forskellige miljøorganisationers aktivister og stormtropper ved de forskellige COPXX-topmøder efterhånden er blevet kortlagt, kan de vejes efter sandhedsværdi, eller mangel på samme.

Løgn 1: Skovdøden. I starten af 1980’erne gik de grønnes propaganda om den nært forestående ”skovdød” gennem Europa, som angiveligt skulle være forårsaget af industriens udledning af svovldioxid og nitrogenoxid og deraf følgende syreregn. I Tyskland fik trykket fra de grønne pseudovidenskabelige organisationer (herunder det nystiftede parti De Grønne) samt massemedierne, der havde taget skræmmebilledet til sig med beretninger om skovens snarlige forsvinden i Europa, regeringen til at beslutte udarbejdelsen af en årlig ”skovtilstandsrapport” samt diverse forholdsregler som tvungen katalysatorer i lastbilmotorer, byggestop for forbrændingsanlæg og en dyr og besværlig affaldssortering. At skovdøden senere viste sig som en and, fik ikke bagmændene til at rykke ud med en undskyldning; Europas skovareal steg med 43 % fra 1950 til 1995, den ”menneskeskabte” skade på træerne fandtes i ca. 0,3 af de tyske skove og skyldtes, ironisk nok, de østeuropæiske kulkraftværker under kommunismen. Afblegningen af trætoppene forekommer også naturligt uden menneskelig indblanding og syreregn kunne ikke påvises at have nogen skadelig effekt.

Løgn 2: Hullet i ozonlaget. Samtidig med panikmageriet omkring skovdøden kom meldingerne om et hul i ozonlaget over nord- og sydpolen, som skulle være forårsaget af menneskelig aktivitet og som skulle tillade solens farlige UV-stråling at passere igennem. Hovedsageligt igen forskyldt (naturligvis) af det onde, industrialiserede Vesten via udledning af CFC-gasser fra spraydåser og køleskabe. Sandheden er imidlertid, at langt størsteparten af de menneskeligt udledte CFC-partikler bliver nedbrudt naturligt af bakterier. Ydermere udleder naturen selv næsten samtlige af klorpartiklerne, som skulle være ansvarlige for skaden; alene 600 mio. ton årligt alene fra verdenshavene og 36 mio. fra vulkaner mod menneskets 1,4 mio. ton årligt. Således at menneskets effekt på ”ozonhullet” ville have været minimalt, selv hvis historien havde været sand. Desuden er det faktisk solen selv, der forårsager hullerne i ozonlaget i modstrid med den påståede skrøne om et ”permanent ozonlag”, hvilket faktisk har været kendt siden 1957, men alligevel overdøvedes af massemediernes grønne hysteriske løgne: Solens UV-stråling spalter iltmolekyler (O2) til enkelte O-atomer, der således sammen danner ozon (O3). Ville dette ozonlag forsvinde, hvilket det gør af sig selv, trænger mere af solens stråling igennem og danner dermed ny ozon. Processen er dermed selv-regulerende i naturen, hvilket også forklarer hvorfor hullerne i ozonlaget opstår over polerne hvert år om vinteren (hvor der mangler sollys til dannelsen) og ikke over den vestlige verdens himmelsfære, hvilket ville have været mere logisk, da det jo var her hullet skulle være forårsaget. De tykkeste ozonlag opstår desuden over ækvator, hvor solen står lige på en længere tidsperiode og dermed danner mere af stoffet.

Løgn 3: Den menneskeskabte globale nedkøling. I starten af 1970’erne var fokus – diametralt modsat til i dag – rettet mod den kommende kuldeperiode. Frygten for en ny istid var det overvældende tema på klimafronten. Og sjovt nok var det også dengang ligesom i dag de røde der satte tonen i debatten med massemediernes på deres side (herunder New York Times, der i en artikel 1972 påviste hvordan polernes is var steget med 12 %) og prøvede at få etableret videnskabelig konsensus om at den kommende kuldeperiode var menneskeskabt. Igen (naturligvis) med Vesten og den industrialiserede verden som hovedsynderen. For med de industrielt udledte støv- og sodpartikler ville der angiveligt dannes et lag i jordens atmosfære, der ville holde solens stråler ude og bevirke en nedkøling. Og det skortede heller ikke dengang på dommedagsprofetier om hvordan nedkølingen ville medføre humanitære katastrofer med fejlslagen høst i u-landene med deraf følgende hungersnød og elendighed, hvorfor der måtte skrides til omgående handling fra i-landenes side for at ”genoprette vores forårsagede skader”. Reid Bryson fra Wisconsin University kom med en forudsigelse om at ”en milliard mennesker ville sulte ihjel” som følge af den nye the new ice age. Og de rød/grønne anti-atomkraftbevægelser havde kronede dage med deres skræmmebilleder om en kommende nuklear vinter som følge af atomkrig.

Løgn 4: Den menneskeskabte globale opvarmning. Stadigvæk i 1975 kunne man i New York Times læse at ”en stærk afkøling gælder som uundgåeligt”. Allerede 6 år senere, i 1981, var afkølingen blevet udskiftet med opvarmning og de selvsamme skrækscenarier som før blev gentaget om jordens undergang, denne gang blot af andre årsager. Men sandhedsværdien af er ikke steget ved at bytte kold ud med varm. For myten om de af mennesket udledte drivhusgassers forårsagede temperaturstigning grundet drivhuseffekt viser sig at holde lige så lidt stik som ovennævnte afkøling. Først og fremmest udgør ”hovedsynderen” CO2 en forsvindende lille del af jordens atmosfære; 380 ppm. Heraf står mennesket for ca. 1,2 % af de samlede kuldioxidemissioner. Så selv hvis det havde været sandt, at der sker en global opvarmning grundet CO2, er dette altså kun 1,2 % menneskets skyld, hvorfor en reduktion af CO2-udslip var som at fjerne en dråbe fra vandfadet. Desuden er det værd at bemærke, at CO2’s infrarød-absorption ved den nuværende luftkoncentration praktisk er mættet, hvilket vil sige, at en masse ekstra CO2 i atmosfæren ikke ville have nogen synderlig effekt. Dette skyldes at CO2-molekylerne kun absorberer lysstråler med bestemt bølgelængde og solens stråler ligger hovedsageligt udenfor CO2’s absorptionsbånd, så at CO2’s absorption i forvejen er minimal. En fordobling af CO2 (hvilket i sig selv er fuldstændig urealistisk) ville således kun øge jordens temperatur ca. 0,7 grader. Desuden er det værd at fremhæve, at dommedagsprofetierne om hævning af vandstanden på flere meter også er forkerte; selv hvis al is smeltede på nordpolen, ville havenes vandstand nærmere falde end stige, fordi is har større volumen end vand. Vand har sin største tæthed ved omkring 4 grader og is ligger ca. 9/10 under vandet, således at den smeltede is ville fylde meget mindre. Men formålet med den globale opvarmning er, som før, at finde påskud for indgreb i verdens energiforsyning, hvilket vil føre til lavere produktivitet og forarmelse. Rent faktisk er CO2 næring for liv på jorden og det er velkendt, at eks. hvede giver størst udbytte ved CO2-koncentrationer større end de nuværende, nemlig omkring 1200 ppm. En indskrænkning i CO2 med en indskrænkning i industrialiseringen og energiforbrug ville først forårsager humanitære katastrofer, ikke forhindre dem som de røde påstår bag deres grønne maske.

Løgn 5: Begrænsede naturressourcer. Myten om at vi snart skulle løbe tør for olie og andre ressourcer til udvinding af energi bruges selvfølgelig ligeledes som argument for alternative energiformer såsom solceller, vindmøller osv. Teorien om ”peak oil” går ud på at olielagrene udtømmes i takt med at mennesker bruger olien, således at oliereserverne når et klimaks (peak), hvorefter mængden stille men sikkert reduceres. I virkeligheden opdages der nye oliefelter hver dag og på trods af menneskets ”rovdrift” på naturressourcerne, og i øjeblikket er vi end ikke i nærheden af at kunne se et vendepunkt. Teorien om peak oil byger desuden også på en fejlopfattelse om at olie skal være blevet dannet af døde dinosaurer og organisk materiale, som er blevet sammenpresset i millioner af år. I virkeligheden dannes olie som stofskifteprodukt fra termofile arkebakterier i jordskorpen, hvilket forklarer at der findes olie på store dybder (hvor der aldrig været dinosaurer) samt at tømte olielagrer bliver fyldt op igen af sig selv.

Hvor de forskellige rammeaftaler såsom Kyoto og forsøgene med COPXX (endnu) var relativt humane, så er dette ikke tilfældet med Agenda 21, som blev ratificeret i Rio i 1992 af 172 lande og som lå til grund for Kyotoaftalen. Ved denne konference deltog også flere ikke-regeringsorganisationer fra det rød/grønne spektrum af miljøaktivister og venstreekstremister. Agenda 21 er en 359 siders lang plan for den fremtidige indskrænkning i verdens udvikling. Nærmere formuleret: De industrialiserede landes udvikling. Selvfølgelig. Og indskrænkningerne standser ikke ved mål for CO2-udledning og mål for beskatning af selvsamme, herunder beskatning generelt af de ”rige” lande som led i en verdensomspændende omfordeling af midler fra i-landene til u-landene. Agendaen går langt videre i sine krav om en udbygning af kontrolinstanser og den sociale omstrukturering af samfundene af ’’hensyn til miljøet’’. Planen indeholder nemlig træk af befolkningskontrol med reducering af verdens befolkning (da hver nyfødt baby jo åbenbart er en kommende CO2-synder) og klimaskat til alle. Desuden målrettet satsning på feminisme som middel til dette mål, idet fremme af kvinders karrierer og opfordring til ikke at danne familie går ud over fødselsraterne, især i Vesten. Som Maurice Strong udtaler det - tidligere vicegeneralsekretær i FN under Kofi Annan (og vicepræsident i WWF):