LEDER: Fredag kunne en måbende borgerlig opposition i Folketinget konstatere, at rød blok havde taget et nyt redskab i anvendelse for ikke at skulle stå til regnskab for venstrefløjens politik: Under en debat om et forslag om, at regeringen skulle betale for meget opkrævet boligskat tilbage til boligejerne, blev skatteordførerne fra regeringspartierne og Enhedslisten simpelthen bare væk. Kun de borgerlige partier gik på talerstolen med hver deres skatteordfører, mens Socialdemokraterne sendte en vikar, og Radikale, SF og Enhedslisten ikke dukkede op.
For at forstå hvor opsigtsvækkende den fremgangsmåde er, skal man vide, at traditionen med, at Folketingets partier hver tager ordet og begrunder deres senere stemmeafgivning, når beslutningsforslag og lovforslag 1. behandles i Folketinget, er lige så lang som folkestyret er gammelt. Sådan gør man formentlig i ethvert demokratisk parlament i den vestlige verden. Meningen er, at både stemmer for og stemmer imod nye lovforslag skal begrundes, og at stemmeafgivningen og begrundelsen skal kunne udfordres af andre partier, som ikke er enige.
På den måde blive synspunkter kastet op til debat og udfordret, så enhver vælger, der lytter til debatten, kan danne sig et billede af de forskellige partiers stillingtagen, deres argumenter og deres evne til at besvare kritiske spørgsmål tilfredsstillende og overbevisende. Debatten i parlamentet om nye love eller om lovforslag, som et flertal afviser, er simpelthen en helt essentiel del af et levedygtig demokrati.
Hvad rød blok derfor demonstrerede fredag eftermiddag i folketingssalen var ligegladhed med en demokratisk tradition, som har tjent vores land i mere end et århundrede. Det var magtens arrogance, som stak sit grimme fjæs frem.
Partierne i rød blok vidste, at deres synspunkt om, at boligejerne ikke skal have for meget opkrævet ejendomsskat tilbage, er upopulært som bare pokker. Og de vidste, at ethvert forsvar for synspunktet er et dårligt forsvar. Derfor valgte de at blive væk for at mindske skaden på deres egen popularitet.
Det var en dårlig dag for folkestyret i Danmark. Og det var endnu en grund til at smide de røde partier på regeringsporten ved førstkommende lejlighed.
