Hvis ikke den tiltagende fjendtlighed over for flygtninge og indvandrere er udtryk for radikalisering af danskerne, så ved jeg ikke, hvad radikalisering er. At man samtidig gør en del ud af at tale om de ’dygtige og velintegrerede’ muslimer, der naturligvis er velkomne til at blive i Danmark, gør ærlig talt ikke den helt store forskel. Nærmere bestemt virker det mere taktisk end dybfølt, det virker med andre ord ikke spor mere overbevisende, end når Dansk Folkeparti ekskluderer åbenlyse racister.
Det kan de jo ikke blive ved med. Man kan i et stykke tid klare sig med at skrælle de rådne dele af æblet, men hvis man ikke i tide kasserer hele æblet, vil det jo rådne helt ind til kernehuset. Så med mindre man finder nye syndebukke, vil folkegruppen ’muslimerne’ stadig få lov til at spille rollen. En midlertidig løsning kunne være at indføre Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs forslag om at trække folk i børnepengene, hvis deres børn mobber andre børn. Man kunne justere det lidt og lade straffen gå ud over mobberen selv. Og så erstatte ’børnepenge’ med ’folketingsgage’.