Den altid velskrivende og -informerede Kasper, kendt bl.a. fra bloggen Borgerlig Bums, har en kommentar til et indlæg der kunne læses på min gamle 180Grader-blog. Jeg sletter blogger nu, men synes at kommentaren fortjener publicering:
"Skulle LBL have 2500-3500 aktivister? Bob bob, det lyder voldsomt overdrevet. Men dermed ikke sagt at de ikke gør et nyttigt arbejde.
Ellers er jeg overvejende enig med Råpil i at det ikke en offentlig opgave, ud over de samfundgavnlige opgaver som LBL udfører. Det skal på den anden side sættes i forhold til hvorvidt andre subkulturer får en lignende særbehandling. I dagens Danmark er der ikke ret meget kultur som er helt uden offentlig støtte. Tingene er stærkt sammenvævede.
Alt i alt synes jeg også det lyder tåbeligt at en kommune skulle opføre et LGBT-hus. Men jeg synes der er en lidt ubehagelig tone i dette, som om det specifikt er når det drejer sig om homoseksuelle, at man ikke kan tåle det. Jævnfør Mikael Jalvings blogindlæg om Outgames, som han endda blev inviteret i DR for at udpensle yderligere. (Ikke mere online, men der er nogle citater på Balders blog, som jeg for en sjælden gangs skyld henviser til).
Jeg har altid været skeptisk mod gay pride og den slags, men i tilfældet Jalving/Outgames fik Jalving nærmest overbevist mig om at den slags særarrangementer stadig er nødvendige og positive.
Du skriver i overskriften: “Bollet bagi af staten”, og derved spiller du på den ærketypiske fordom over for homoseksuelle, nemlig heteroseksuelles fokusering på analsex. Det er måske bare en fængende og morsom overskrift, men spørgsmålet er hvor grænsen skal gå. Ville du også i en debat om prostitution skrive om “ludere med slap kusse”, eller hvis det drejede sig om en somalisk ghetto, ville du så skrive om khat-tyggere i en neger-zoo?
Copenhagen Jazz Festival får også offentlig støtte, uanset af folk som mig ikke kan holde deres fadøls-jazz på gader og stræder ud, så jeg nærmest er nødt til at forlade byen. Men jeg anerkender behovet for kulturstøtte, for hvis ikke man støtter på den ene måde, vil det ske på den anden måde. Der var også kulturstøtte under enevælden og i oldtiden. Derfor synes jeg ikke det er værdigt at gå ned på det anale plan og bruge røvpuler-klichéen. Uanset om vi kan være enige om at LBL og de radikale skyder over målet i deres planer om et kommunalt betalt hus."
Og det oprindelige indlæg:
Bøsser og lesbiske skal have et hus af kommunen, mener de radikales Margrethe Wivel, og selvfølgelig skal de det, når nu også de automonotone har ét. Lad mig nævne en række andre undertrykte minoriteter der bør have et hus foræret af kommunen:
Nazi-Johnni og hans venner i Greve, lokalafdelingen af Dansk Folkepartis Ungdom på Nørrebro, Hizb-ut-Tahrir, Landsforeningen af Kvinder der Altid tager Opvasken, Sammenslutningen af Handicappede Adoptivbørn fra Nordkorea, Forum for Israel-kritiske Skolelærere samt Liberal Alliance.
Homoer er absolut ikke landets fattigste socialgruppe - tværtimod, hvis vi skal tro Richard Floridas tese om kreative miljøer. Men det er for så vidt ligegyldigt, humlen i sagen er at det principielt ikke er stat og kommuners opgave at støtte politiske, seksuelle eller religiøse særinteresser.
De eneste typer særinteresser kommunen med rimelighed kan være med til at finansiere, er sportsglade menneskers interesser i sportsfaciliteter samt unges interesse i meningsfulde aktiviteter (altså den type aktiviteter som ikke foregår i Ungdomshuset).
Et forslag som Margrethe Wivels burde komme fra SF eller Enhedslisten og ikke fra et såkaldt borgerligt parti, men måske har Margrethe Wivel set et potentiale for stemmer til sit trængte parti:
Jamen er det ikke bare synd, at de homoseksuelle aktivister skal stå som sild i en tønde? Det må vi straks gøre noget ved, og det er endda gratis:
Det står mig mere og mere klart, hvorfor jeg ikke længere stemmer radikalt. Synd at partiet stritter i så mange retninger, for de havde på et tidspunkt potentialet til at brage igennem som socialliberalt alternativ på midten til halal-ideologi og gammelkonservatisme på fløjene og med et konsekvent program om økonomiske reformer af velfærdsstaten på plakaten.
Men hvis alverdens særinteresser konstant skal tilgodeses, så har reformerne jo lange udsigter.
Man kan endda stille spørgsmålet, om statsstøtte ikke snarere svækker end styrker græsrodspolitiske bevægelser. Det er jo urkomisk, at de såkaldt autonome kæmpede indædt for at blive underlagt kommunale regulativer, i stedet for at lade deres ofte velstående middelklasseforældre skillinge sammen til et ægte autonom-hus.
I USA lykkes det for utallige græsrodsbevægelser at opnå gennemslagskraft og resultater, og så vidt jeg ved kun med knofedt, entusiasme og frivillige bidrag. Hvis jeg var homo-aktivist, ville jeg takke nej til at blive 'støttet' af staten, og i stedet at opleve stoltheden ved at have bygget noget op fra bunden. Ved egne kræfter, ikke ved medborgernes ufrivillige bidrag.
Kommentar: Jeg har ændret overskriften, da din kritik er berettiget.
"Skulle LBL have 2500-3500 aktivister? Bob bob, det lyder voldsomt overdrevet. Men dermed ikke sagt at de ikke gør et nyttigt arbejde.
Ellers er jeg overvejende enig med Råpil i at det ikke en offentlig opgave, ud over de samfundgavnlige opgaver som LBL udfører. Det skal på den anden side sættes i forhold til hvorvidt andre subkulturer får en lignende særbehandling. I dagens Danmark er der ikke ret meget kultur som er helt uden offentlig støtte. Tingene er stærkt sammenvævede.
Alt i alt synes jeg også det lyder tåbeligt at en kommune skulle opføre et LGBT-hus. Men jeg synes der er en lidt ubehagelig tone i dette, som om det specifikt er når det drejer sig om homoseksuelle, at man ikke kan tåle det. Jævnfør Mikael Jalvings blogindlæg om Outgames, som han endda blev inviteret i DR for at udpensle yderligere. (Ikke mere online, men der er nogle citater på Balders blog, som jeg for en sjælden gangs skyld henviser til).
Jeg har altid været skeptisk mod gay pride og den slags, men i tilfældet Jalving/Outgames fik Jalving nærmest overbevist mig om at den slags særarrangementer stadig er nødvendige og positive.
Du skriver i overskriften: “Bollet bagi af staten”, og derved spiller du på den ærketypiske fordom over for homoseksuelle, nemlig heteroseksuelles fokusering på analsex. Det er måske bare en fængende og morsom overskrift, men spørgsmålet er hvor grænsen skal gå. Ville du også i en debat om prostitution skrive om “ludere med slap kusse”, eller hvis det drejede sig om en somalisk ghetto, ville du så skrive om khat-tyggere i en neger-zoo?
Copenhagen Jazz Festival får også offentlig støtte, uanset af folk som mig ikke kan holde deres fadøls-jazz på gader og stræder ud, så jeg nærmest er nødt til at forlade byen. Men jeg anerkender behovet for kulturstøtte, for hvis ikke man støtter på den ene måde, vil det ske på den anden måde. Der var også kulturstøtte under enevælden og i oldtiden. Derfor synes jeg ikke det er værdigt at gå ned på det anale plan og bruge røvpuler-klichéen. Uanset om vi kan være enige om at LBL og de radikale skyder over målet i deres planer om et kommunalt betalt hus."
Og det oprindelige indlæg:
Bøsser og lesbiske skal have et hus af kommunen, mener de radikales Margrethe Wivel, og selvfølgelig skal de det, når nu også de automonotone har ét. Lad mig nævne en række andre undertrykte minoriteter der bør have et hus foræret af kommunen:
Nazi-Johnni og hans venner i Greve, lokalafdelingen af Dansk Folkepartis Ungdom på Nørrebro, Hizb-ut-Tahrir, Landsforeningen af Kvinder der Altid tager Opvasken, Sammenslutningen af Handicappede Adoptivbørn fra Nordkorea, Forum for Israel-kritiske Skolelærere samt Liberal Alliance.
Homoer er absolut ikke landets fattigste socialgruppe - tværtimod, hvis vi skal tro Richard Floridas tese om kreative miljøer. Men det er for så vidt ligegyldigt, humlen i sagen er at det principielt ikke er stat og kommuners opgave at støtte politiske, seksuelle eller religiøse særinteresser.
De eneste typer særinteresser kommunen med rimelighed kan være med til at finansiere, er sportsglade menneskers interesser i sportsfaciliteter samt unges interesse i meningsfulde aktiviteter (altså den type aktiviteter som ikke foregår i Ungdomshuset).
Et forslag som Margrethe Wivels burde komme fra SF eller Enhedslisten og ikke fra et såkaldt borgerligt parti, men måske har Margrethe Wivel set et potentiale for stemmer til sit trængte parti:
Den kreative klasse er en af de mest omtale bøger de i dette årtusinde - ikke mindst i samfundspolitisk interesserede kredse og op til folketingsvalget 2005, hvor den samfundsgruppe, som bogen omhandler, pludselig blev sat i direkte forbindelse med Det Radikale Venstre (i USA det demokratiske parti).Politiken oplyser, at i "... dag har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske et kontor i Nygade på omkring 250 kvadratmeter - og en aktivistgruppe på i alt 2500-3500 personer."
Jamen er det ikke bare synd, at de homoseksuelle aktivister skal stå som sild i en tønde? Det må vi straks gøre noget ved, og det er endda gratis:
Det koster ikke noget at snakke om mulighederne. Og tiden er moden nu, hvor hele miljøet har et stærkt sammenhold efter den gode energi under Outgames, siger Margrethe Wivel.Hvem prøver Wivel at bluffe? At 'snakke om mulighederne' er første skridt i retning af at det koster noget, og hvis miljøet har så stærkt et sammenhold som Margrethe Wivel påstår, så burde det være den smalleste sag i verden for de københavnske homoer selv at finansiere nogle flere kvadratmeter til deres aktiviteter.
Det står mig mere og mere klart, hvorfor jeg ikke længere stemmer radikalt. Synd at partiet stritter i så mange retninger, for de havde på et tidspunkt potentialet til at brage igennem som socialliberalt alternativ på midten til halal-ideologi og gammelkonservatisme på fløjene og med et konsekvent program om økonomiske reformer af velfærdsstaten på plakaten.
Men hvis alverdens særinteresser konstant skal tilgodeses, så har reformerne jo lange udsigter.
Man kan endda stille spørgsmålet, om statsstøtte ikke snarere svækker end styrker græsrodspolitiske bevægelser. Det er jo urkomisk, at de såkaldt autonome kæmpede indædt for at blive underlagt kommunale regulativer, i stedet for at lade deres ofte velstående middelklasseforældre skillinge sammen til et ægte autonom-hus.
I USA lykkes det for utallige græsrodsbevægelser at opnå gennemslagskraft og resultater, og så vidt jeg ved kun med knofedt, entusiasme og frivillige bidrag. Hvis jeg var homo-aktivist, ville jeg takke nej til at blive 'støttet' af staten, og i stedet at opleve stoltheden ved at have bygget noget op fra bunden. Ved egne kræfter, ikke ved medborgernes ufrivillige bidrag.
Kommentar: Jeg har ændret overskriften, da din kritik er berettiget.
