Anna Freud skrev engang, at egoet hos et barn i benægtelse ”nægter at blive bevidst om en uforenelig virkelighed....Det vender dette ryggen, og omgør i fantasien disse uvelkomne fakta”.
Essensen af psykologisk benægtelse er en nægtelse af at se på, og anerkende, virkeligheden.
Heldigvis eksisterer virkeligheden udenfor vores hoveder, og er objektiv og verificerbar. Den ændres ikke af indfald, ønsker, løgne og myter. Dette betyder ikke, at folk ikke kan tro på ideer, der ikke tilpasser sig virkeligheden – det gør vi faktisk altid. På samme måde som Anna´s beskrivelse af barnets ego, kan egoet af en ellers normal voksen ty til barnlige, umodne og primitive mekanismer, når det føler sig truet, eller ønsker at undgå sandheden.
Man skulle tro, at det var en enkel ting at være i ”kontakt” med virkeligheden. Men det er det ikke. Det kræver ret store kognitive bestræbelser, altså tænkning, og ofte må disse bestræbelser hævde sig over magtfulde følelser, der trækker personen væk fra den virkelige verden, til et mere komfortabelt og uudfordrende sted, altså den indre virkelighed.
