Det er muligt at kritisere psykiatrien for meget, men man skal bare
ikke sammenligne dem med nazisterne. Så bliver de sure. Det ved jeg. For det
har jeg gjort hyppigere end ofte.
Det er der imidlertid en anledning til.
Jeg har læst en lang række af de eksperimenter, der blev foretaget i
koncentrationslejrene, og hvis resultater i dag befinder sig i enten de
pågældende lejres arkiver eller i forskellige amerikanske arkiver, mens mange
befinder sig blandt The Church Commitee’s papirer, alt sammen tilgængeligt for
små journalister og øvrige nysgerrige.
De eneste papirer, som ikke er offentligt tilgængelige er rapporterne
fra psykiaternes eksperimenter, sandsynligvis ikke fordi de er mere følsomme
end det øvrige materiale, men fordi USA og Sovjet selv var interesserede i de
eksperimenter, de foretog sig og derfor skyndte sig at tilegne sig både
forskere og resultater efter krigens ophør. Som bekendt løb USA af med sejren,
og de var rædselsslagne for, at russerne skulle få nys om de spændende
optegnelser, da amerikanerne regnede med, resultaterne kunne anvendes i den
kolde krig.
Mens det altså kun er muligt at nærstudere, hvordan ”almindelige” læger
pinte og plagede forsøgspersonerne, så fremstår psykiatrien mere snehvid på
grund af manglende offentligt tilgængeligt bevismateriale.
Alligevel er det muligt at drage en logisk konklusion.
De fleste forsøg, der fandt sted blandt læger i kz-lejrene var faktisk
meget videnskabeligt velbegrundede fra begyndelsen. Selv i rædslernes højborg
var der en vis ”Ordnung muss sein”. Ansøgninger om at udføre eksperimenter skulle
godkendes af Joseph Goebbels og hans etiske råd, og først når alle tilladelser
var stemplede, var der grønt lys.
Så når lægerne forklarede, at de ville forske i dit og dat, så kunne
deres argumenter holde overfor en hvilken som helst videnskabelig komite.
Det kritisable opstod under forsøgenes udførelse. For det første blev
forsøgspersonerne ikke spurgt, hvilket resulterede i The Nuremberg Code og
senere Helsinki deklarationen, som skal følges den dag i dag.
Den foreskriver, at intet menneske må underkastes forsøg uden at have
givet informeret samtykke, regler som i dag bliver filet lidt på med loven fra
2011 om eksperimenter på bevidstløse under særlige akutte tilfælde. Her savnes
der faktisk informationer om, hvordan denne lov bliver fulgt i praksis, og hvor
mange tilfælde, der årligt er tale om.
For det andet opstod det kritisable under forsøgspersonernes
”behandling”, hvor alle hensyn til disses velbefindende blev tilsidesat. De
nazistiske læger var både døve og blinde overfor forsøgspersonernes protester
og smerter og fuldstændigt ligeglade med, om personen døde under eksperimentet.
Lidt firkantet sagt kan det udtrykkes som, at hvis lægerne ville
undersøge, om man kunne udskifte en menneskelig hjerteklap med hjerteklappen
fra en gris – og helt uden bedøvelse – så har det en videnskabelig interesse,
men indebærer rædselsfulde lidelser for den person, det går ud over.
Og det er netop overtrædelsen af dette andet punkt, der har givet
næring til fortællinger om de sadistiske udskejelser, som denne overtrædelse
medførte, bevidnet af de ganske få, der overlevede.
Men det er det oprindelige videnskabelige fundament, som medførte, at
mange læger ved den særlige lægedomstol, der varede fra 1946 til 20 august
1947, sad upåvirkede og gloede og gabte, fordi de mente, alle videnskabelige
retningslinjer var fulgt.
Det var de også. De havde bare ignoreret den menneskelige faktor.
Det er yderst nærliggende at konkludere, at psykiatrien anvendte samme
metoder, og selv om deres optegnelser og resultater ikke er tilgængelige, så
vides det, at de eksperimenterede med adfærdsændrende stoffer som eksempelvis
meskalin, hvilket kom frem under den Church Commitee, som den amerikanske
senator Frank Church nedsatte i senatet i 1975 og 1976 forbindelse med optrævlingen
af det rædselsfulde projekt MK-Ultra, der i princippet var en videreførelse af
de psykiatriske forsøg i koncentrationslejrene, fortrinsvis Dachau. Det kom
frem, at forsøgene i Dachau havde drejet sig om at gøre almindelige mennesker
skizofrene, og at flere nazi forskere, heriblandt Kurt Plötner var involveret i
samme tiltag i USA under MK-Ultra.
Psykiatriens største fiasko er, at den aldrig har fundet hverken baggrunden
for eller behandlingen af skizofreni, den måske ældste og mest gådefulde
sindslidelse, der findes, som er langt fra alle de modediagnoser psykiatrien
siden har opfundet i samarbejde med medicinalindustrien, der i dag leverer
midlerne til at gøre ganske almindelige, normale borgere skizofrene.
Således er bivirkningerne ved de hyppigt udskrevne ”lykkepiller”
eksempelvis hallucinationer og psykose, hvorefter den før mildt diagnosticerede
nu bliver erklæret alvorligt sindssyg.
Det ved psykiatrien, og for at forebygge, at personen får den rette
hjælp, men til gengæld fastholdes i rollen som sindslidende, har den i
eksempelvis Term-modellen, som i 2002 blev udarbejdet af en række psykiatere,
og som anvendes til undervisning af praktiserende læger, givet vejledning i at
være ”stoisk” overfor bivirkninger, altså døv og blind overfor de bivirkninger,
patienten klager over. Patienten skal blot medicineres videre.
Det nazistiske fingeraftryk fremgår af papirerne omkring MK-Ultra, der
udadtil var videnskabeligt begrundet. I begyndelsen blev der averteret efter
studerende, der kunne tænke sig at tilbringe en ”morsom dag som skizofren”, men
det gav ikke nok forsøgspersoner. Derfor blev der, ligesom i
koncentrationslejrene, udarbejdet en ”undermenneske-liste”, som
retfærdiggjorde, at man anvendte uvidende forsøgspersoner, som var hjemløse,
sindslidende, kriminelle, ludere eller lommetyve, et princip som senere blev
frafaldet, da alle, som psykiatrien kunne få fingre i, blev involveret.
Hele den uhyggelige historie kan læses i bogen, ”The Search for the
Manchurian Candidate”, skrevet af journalisten John Marks, der også skrev om
det rædselsvækkende projekt i New York Times.
I dag kører psykiatrien videre for fulde omdrejninger og har involveret
hele befolkningen, der under alle mulige påskud medicineres med stærke stoffer,
mens den morer sig, når personen udvikler bivirkninger, hvilket kun giver
anledning til endnu mere – og stærkere medicinering.
Derfor! Og kun derfor sammenligner jeg ustandseligt psykiatrien med
nazismen, og det vil jeg blive ved med, indtil den standser sit modbydelige
eksperiment.
Kun fremtiden vil afsløre, hvad dens ”videnskabelige grundlag” har
været i denne ombæring. Inden det sker, må vi være på vagt overfor alle
forklaringer om etiske principper i lægernes ansøgninger om tilladelse til at
eksperimentere.
