Den omdiskuterede sag om Martin Krasniks nu famøse interview af Lars Hedegaard har rejst mange spørgsmål. Men som sædvanlig kradses kun lidt i overfladen, og de virkelige sandheder kommer aldrig frem.
Jo vi har hørt meget om Krasniks karaktermord og ulødige journalistiske stil, herunder om hvordan han sleskt lokkede Hedegaard i studiet under falske forudsætninger. Alt sammen nok til at stille spørgsmål ved Krasniks motiver. At formålet ikke var at få frem, hvad Hedegaard mener om noget som helst, er vel forholdsvis klart for de fleste nu.
Men hvad handler journalistisk om i dag? Engang var det et mål at få sandheden frem. Journalister interviewede mennesker for at høre hvad de mente og få forklaret deres holdninger, så læserne/seerne kunne forstå den person, som blev interviewet og danne sig deres personlige indtryk. Dengang satte gode journalister en ære i at møde neutralt op og give den interviewede de bedste vilkår for at forklare sig selv. I dag er dette en sjældenhed, og for Krasnik ser dette ud til at være som en by i Rusland.
At formålet med dette interview var karaktermord er tydeligt. Med den indledende bemærkning om at Hedegaard sagde, at han var blevet overfaldet lagde Krasnik fra starten en nedladende tvivl som fundamentet for resten af interviewet.
Derefter forsatte Krasnik med den kendte stil ”guilty by association”, hvilket oversat til dansk betyder, at man nævner en række mennesker som folk generelt har et negativt indtryk af og så forsøger at binde disse personer sammen med den person, hvis karakter man ønsker at angribe.
Gennem denne ”guilty by association” forsøger man så at latterliggøre personen ud fra præmissen, at hvis du omgås disse personer, eller disse personer refererer det, du skriver – og da vi synes disse personer er latterlige, useriøse, dumme eller farlige – så er du også latterlig, useriøs, dum eller farlig. Krasnik benyttede denne teknik gennem hele interviewet.
En anden kendt teknik er, at journalisten aldrig lader personen tale ud og ikke giver nogen mulighed for at svare på spørgsmålene. Angrebene kommer som kugler fra højre og venstre og hele formålet er at intimidere og hyle personen ud af det. Også en teknik som Krasnik benyttede flittigt i dette interview.
Så på det umiddelbare plan var dette propaganda og ikke journalistik i traditionel forstand, men manipulationen går langt dybere.
Hvis man hæver sig lidt over hele debatten, hvad står vi så tilbage med? Blev der foretaget et karaktermord på Lars Hedegaard? Ja. Er Lars Hedegaard blevet renset for dette karaktermord? Nej ikke på nogen måde. Har der været en masse snak om Krasniks stil og andre omkringliggende ting? Ja. Debatten er altså blevet afsporet, men formålet med interviewet om at nedgøre Lars Hedegaard er lykkedes til punkt og prikke.
Der stilles sjældent spørgsmål ved formålet med vores medier generelt. Hvad er egentlig deres intention? Hvorfor er de der i det hele taget? Er deres ønske, som vi bliver fortalt, at fortælle os sandheden om ting, eller er det i virkeligheden ren propaganda?
Læg mærke til forskellen på ovennævnte interview og opfølgningsinterviewet, hvor Poul Erik Skammelsen interviewede Krasnik. Skammelsen udførte god gammeldags journalistik, hvor Krasnik fik mulighed for at forklare sig selv, og der var en god tone og et reelt ønske om at få sandheden frem.
Læg også mærke til den usagte forudsætning, at der er en vis rivalisering mellem DR og TV2. Ved at invitere Skammelsen fremstår DR som objektive og selvkritiske, samtidig med at man underbygger illusionen om, at der er konkurrence og valg, når det gælder de større medier.
Så medierne har opnået præcis, hvad de ønskede med deres propaganda. Lars Hedegaard er blevet latterliggjort, medierne fremstår – selv når de begår fejl - som selvkritiske og objektive, Krasnik fremstår som en skarp og kontant journalist og Skammelsen fremstår som en god journalist med en mere fair og blødere stil.
Alle er vindere undtaget offeret. Karaktermord veludført!
