LEDER: I går måtte den gamle mastodont af et public service-selskab Danmarks Radio krybe til korset og anerkende, at den nye medieaftale med 20% besparelser og en overflytning af licensen til skatten, måtte have konsekvenser. Lukning af kanaler og programmer og en række ændringer i sendeplanen, kommer 2020 således til at byde på for DR. For nogle en trist nyhed – for jeg selv og mange andre personligt en utroligt positiv.
Men de varslede lukninger og besparelser er slet, slet ikke nok. Langt fra, faktisk. Det er en god start, men det bør kun være første skridt mod det endelige mål, der hedder en komplet privatisering af DR. Det er på tide, at det gamle statsejede og skatteyderfinansierede mediehus bliver brugerbetalt.
Foreløbigt har DR meddelt, at der vil komme stadigt flere lukninger og besparelser i de næste par år. Disse vil jeg se frem til med glæde. Ikke, fordi jeg er skadefro over lukningen af programmer og kanaler, der ellers ses, høres og elskes af mange.
I stedet handler det om, at DR ligesom andre medier skal kunne klare sig selv på markedsvilkår. I øjeblikket lever DR og deres ansatte højt på at stikke snablen i statskassen, mens alle danskere tvangsindrulleres til at betale gildet.
Det er dog ikke kun DR’s milliardstore budget, det handler om. Først og fremmest handler det om principper. For medier bør, fuldstændigt som alle andre virksomheder, kunne klare sig selv. De bør være uafhængige og stå på egne ben, ikke være drevet frem af staten.
For det er utopisk at forestille sig, at DR kan agere uafhængigt af statslige interesser. Især ikke nu med den nye medieaftale, hvor licensen flyttes over til skatten og dermed nemmere kan skrues på år for år. Politiseringen ligger lige til højrebenet, og efterhånden må idéen om armslængdeprincip siges at være en utopi.
Denne bedste måde at sikre sig fri og uafhængig journalistik er ikke via public service-kroner. Det er via private medier, der selv sørger for egen finansiering uafhængig af staten og politiske interesser. Sådanne private medier bliver holdt tilbage af DR og de milliarder af skattekroner, som mediehuset bruger til at forplumre konkurrencen på medieområdet og den frie, demokratiske samtale hvert år. Det er på tide, at vi privatiserer DR.