Der er ingen grund til at få det nuværende diskussioner om posten som Folketingets formandspost til at fremstå som noget helt usædvanligt som bryder med lange traditioner. Der har også tidligere været store diskussioner om posten, og senest i 1988 måtte der lodtrækning til før valget faldt på Ivar Hansen fra Venstre frem for Birthe Wiess fra Socialdemokratiet.
Der er tradition for at de nordatlantiske mandater ikke blandet sig i indenrigspolitik, så det kan også hurtigt blive et tæt løb denne gang.
Det kønneste og taktisk klogeste ville være hvis Helle Thorning brugte formandsvalget til at symbolisere de nye tider, opgøret med blokpolitikken og alle de andre fine ord.
Jeg har tidligere nævnt Per Stig Møller som et godt emne. Per Stig har stor erfaring fra Folketinget, nyder stor respekt også udenfor blå blok, trækker mange personlige stemmer og har også en vis alder og modenhed. Jeg er blevet belært om at netop Per Stig, fordi han kommer fra de konservative, vil udløse et ekstra problem, fordi de øvrige 4 medlemmer af præsidiet skal komme fra de 4 største partier, og det vil udelukke et medlem fra SF. Så meget mere signalværdi vil der ligge i valget.
