Politisk underholdning på højt niveau:
- S spiller dobbeltspil, først en aftale med EL, og så skifter de hest, fordi V er den største skalp i bæltet, og en skatteaftale med V er eneste chance for at tilbageerobre nogle af de blå socialdemokratiske vælgere. Statsministeren er fraværende, har hun fået et nervesammenbrud i Rio?
- V kommer luskende tilbage til forhandlingsbordet med halen mellem benene, opgiver alle krav (stort set), og slikker Corydons fremstrakte hånd som en lydig skødehund. Får vristet regeringen ud af EL’s gab og landet en uambitiøs skatteaftale. Der gives ikke mange point for den kunstneriske udførelse. Lars Løkke har ikke ligefrem vist lederskab, hvad i alverden forestillede han sig, da han forlod forhandlingerne? Men nogen gange tæller resultater faktisk i politik.
- SF har ladet sig korrumpere af magten i en grad, så de går med til en skatteaftale, der ligger milevidt fra, hvad SF hidtil har stået for: Nu er det pludselig vigtigere, at det kan betale sig at arbejde, end lighed. Tak til Joachim B., Özlem og Carina. Oprør i bagland og folketingsgruppe. SF går fra krise til krise. Partiformanden har overladt styringen til en konfirmand. Splittelse i partiet? Udmeldelse af regeringen? Næppe, men alt er tænkeligt.
- Margrethe Vestager lækker sine sms-beskeder til Claus Hjort til Politiken for at demonstrere, at det er hende, der er de facto statsminister, men R var øjensynlig parat til at lave skatteaftale med EL. Er det virkelig ligegyldigt, hvilken vej reformerne trækker, Margrethe, blot man er reformvillig?
- K blev kørt ud på et sidespor i forhandlingerne, da V luskede ind af bagdøren til Finansministeriet, og kom først med, da aftalen stort set var på plads. K får end ikke hindret angrebene på ægteskabet. Barfoeds værdikonservatisme holdt ikke til at blive konfronteret med virkeligheden
- DF ville ikke lege med, de har igen vist reformuvilje, men til gengæld har de fået etableret en platform som det eneste parti ud over EL, der kan spille socialt indigneret. Det skal de nok høste stemmer på.
- LA skød sig selv i foden ved at stå uden for en skatteaftale, de alligevel ender med at stemme for. LA har et forklaringsproblem, og VK har ærligt fortjent håneretten.
- EL er vrede. Meget vrede. De havde allerede fejret indgåelsen af en skatteaftale med regeringen, da Corydon skifter hest for at få V-skalpen i bæltet. Opsigelsen af rollen som støtteparti ligner til forveksling et NEJ til finansloven. Det betyder valg. EL står fast på deres principper. Det skal de nok høste mange stemmer på. Respekt for det.
- Rød blok er splittet, SF er splittet, og regeringen står formentlig over for et valg på finansloven. Men hvad kunne de have gjort anderledes?
- Blå blok har demonstreret, at de ikke vil eller kan blive enige om en fælles skattepolitik. At partiegoismen er vigtigere. Ingen i blå blok har brilleret ved deres taktiske forståelse. Pinligt for blå blok, at skatteaftalen målt på nettoskattelettelse overgår VK’s 2009-skattereform med 12,5 mia. kr. (2009-reform var overfinansieret med 5,5 mia. kr. på langt sigt).