På mange arbejdspladser er det rygmarvsviden, at ”alle hjælper alle”. Når for eksempel en travlt optaget mekaniker på værkstedet mangler en reservedel, er det en selvfølge, at en kollega, der har muligheden, omgående kommer til hjælp og henter delen på lageret. Tilsvarende gælder i butikker. Kunden må ikke forlades, men skal betjenes. Derfor kan det ske, at for eksempel butikschefen, omgående henter en alternativ vare på lageret.
Tilsyneladende har mange unge svært ved at forstå sådanne situationer på en arbejdsplads. Det ligger fjernt for mange unge omgående at efterkomme en såkaldt direkte ordre. Der er ikke tid til, at eleven, lærlingen eller praktikanten kommer med en indvending om, at han eller hun ”ikke er ansat til at være stik-irend-dreng”.
Arbejdsgiver har gode grunde til at frygte noget sådant – og derfor undlader mange erhvervsdrivende at oprette elevpladser. Forældre og skoler har aldrig forberedt de unge på nødvendigheden af omgående at efterkomme en direkte ordre. Det er klart nok, at mange unge derfor udsættes for et voldsomt kulturchok, når de aldrig tidligere har været udsat for situationer, hvor ”man ikke stiller spørgsmål”.
Ifølge politikere og skolefolk er det svært eller umuligt at fremskaffe tilstrækkeligt med lære- og elevpladser. Men ingen i det politiske landskab siger noget om, at det er en selvforskyldt situation. Politikere, skolefolk – og forældre – satser alt på at servicere og uddanne de unge. Men hvad nytter det, hvis man undlader at udruste de unge med den basale dannelse, der er nødvendig for at kunne fungere på en arbejdsplads. Uddannelse uden dannelse er derfor den sikre vej til ungdomsledighed og kontanthjælp.
Politikere og skolefolk har tilsyneladende aldrig interesseret sig for arbejdspladsernes problemer i forbindelse med at oplære/uddanne unge. Man har alene interesseret sig for at oprette uddannelsestilbud, der er skræddersyet til de unges behov. Det nytter alt sammen ikke noget, når politikere og skolefolk mangler elementær indsigt i, hvad der sker på en arbejdsplads. Resultatet er velkendt: langtidsledighed og kontanthjælp, mens virksomhederne må hente udenlandsk arbejdskraft, der har den rette forståelse for realiteterne.
Alle virksomheder frygter naturligvis at ansætte arbejdskraft, der ikke har de basale forudsætninger for at kunne fungere på en arbejdsplads. Hvis virksomheden for eksempel skal ansætte en ingeniør, foretrækkes ofte ansøgere, der har gennemgået en lærlinge-uddannelse i forbindelse med ingeniørstudiet, mens ansøgere med en ren akademisk uddannelse fravælges. Resultatet er velkendt: akademikerarbejdsløshed.
Hvis langtidsledighed og ”tabte generationer” skal forebygges, er det nødvendigt at politikere og skolefolk har forståelse for de gældende realiteter på arbejdspladserne i erhvervslivet. Problemet er bare, at langt de fleste politikere og skolefolk aldrig har oplevet, hvad arbejdslivet i erhverv og håndværk går ud på.
Lovgiverne mangler kort sagt vigtige kulturelle forudsætninger for at forstå det, de beskæftiger sig med. Det har resulteret i en ensidig politik, der dybest set har opdelt befolkningen i to adskilte grupper: aktive på arbejdsmarkedet og passive på overførselsindkomst.
