Hvis man forventer saglige analyser af hvad der sker i Mellemøsten bliver man hurtigt skuffet
Af Geoffrey Cain
Det bliver efterhånden klart for de fleste, at det “arabiske forår” ikke bliver til andet end kaos og forarmelse, og drømmen om en ny tidsalder i Mellemøsten var et fata morgana. I stedet for et arabisk forår, ville det være mere aktuelt at tale om “islamisternes forår”, fordi det er dem, der har draget fordel af det. Men det havde ingen af vore hjemlige mellemøsteneksperter set komme.
Naser Khader, Michael Irving, prof. dr. phil. Jacob Skovgård-Petersen, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, Anders Jerichow og utallige andre har alle troet på, at der for enden af tunnelen lå en fager ny verden med demokrati og overholdelse af menneskerettigheder. I stedet har vi set fordrivelser af kristne, enkelte massemord og kaotiske tilstande, der har resulteret i forarmelse af titusindvis af mennesker. Egypten er på vej mod bankerot, og i Libyen har de i stedet for én Ghaddafi nu fået ti.
Alle de kendte mellemøsteneksperter har taget fejl – endda meget fejl – og deres mildt sagt mangelfulde dækning, af hvad der sker i Mellemøsten er blevet bemærket af journalisten Klaus Wivel. I Weekendavisen 13. 5. 2011 gik han i rette med en særlig underafdeling af misinformanter, som han kalder de danske Syrien-apologeter, herunder ex-ambassadør og islam-konvertit Ole Wøhlers, der apropos Syrien – hvor folk nu lystigt torturerer og myrder hinanden på begge sider – har tidligere sagt følgende: »Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance.”
En anden der får en tur i Wivels kritiske vridemaskine er tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus professor Jørgen Bæk Simonsen, der altid har været enig med Wøhlers i, at Syrien er et tolerancens arnested. Uh ha. Syrerne kan vi lære en masse af, sagde han, indtil landet eksploderede i en borgerkrig, der overgår næsten alle andre i brutalitet og sadisme ...
